fbpx
Døgnrapporten
dognrapporten.jpg
HELE OMRÅDET. Uddrag fra Københavns Vestegns Politis døgnrapport for uge 25 og 26

Mød lokalpolitiet
Brøndby.
Torsdag den 25. juni triller lokalpolitiet en mobil politistation ind på Brøndbyøster Torv fra klokken 16 til 19 for at møde dig og høre om dit lokalområde. Kig efter mobilstationen ved S-stationen eller lokale betjente til fods i området.

Påkørte trafiklys
Vallensbæk.
Tirsdag den 16. juni klokken 19.40 anmeldte en bilist, en 19-årig mand fra Lyngby, at han havde påkørt en lysreguleringsmast i lyskrydset mellem Vallensbæk Torvevej og Nordmarksvej. En patrulje kørte frem og registrerede uheldet, hvor føreren under venstresving havde mistet herredømmet over bilen og påkørt et trafiklys ejet af kommunen. Ingen personskade, ringe materiel skade.

Forsøg på indbrud
Glostrup.
Tirsdag den 16. juni anmeldte en villaejer på Rønvej, at hoveddøren uden held var forsøgt opbrudt i løbet af natten – det vil sige i tiden fra mandag den 15. juni klokken 23 til tirsdag morgen klokken 8.

Brandbil ramte personbil
Brøndby.
Torsdag den 18. juni klokken 10.05 modtog Vestegnens Politi anmeldelse om, at en brandbil under udrykning var blevet påkørt af en personbil ved krydset Brøndbyvester Boulevard/Midlergårdsvej. Personbilen havde først veget for brandbilen, men havde derefter fortaget et sving ud i brandbilens bane, hvilket havde medført sammenstød. Brandbilen fortsatte dog uden at standse på grund af hastende opgave.

Fuld mand stoppet på motorvej
Glostrup.
Søndag den 21. juni klokken 02.50 kontrollerede en politipatrulje en bil på Motorring 3 i nordgående kort før afkørslen til Jyllingevej. Betjentene skønnede den 32-årige mandlige fører fra København påvirket af alkohol, hvilket en alkometertest bekræftede. Han blev derfor anholdt og kørt til blodprøve og afhøring på Albertslund Politigård.

Værktøj stjålet fra varebil
Glostrup.
Fredag den 19. juni anmeldte en håndværkervirksomhed, at der fra aftenen før (torsdag den 18. juni) klokken 16 til fredag morgen klokken 7 på Skellet var stjålet diverse hånd- og el-værktøj fra en rød varebil, der var opbrudt.

Rude knust i varebil
Glostrup.
Fredag den 19. juni indgik anmeldelse om tyveri fra en hvid varebil på Dalvangsvej efter en passagerrude var knust i tidsrummet fra torsdag klokken 23.30 til fredag morgen klokken 05. Det stjålne p.t. ikke opgjort.

Flere indbrud på Hvissingevej
Glostrup.
I løbet af nætterne til fredag den 19. og lørdag 20. juni fik mindst tre biler knust en rude på p-pladserne ved Hvissingevej og frastjålet effekter fra kabinen.

I sager om indbrud og tyverier modtager Københavns Vestegns Politi gerne oplysninger fra vidner, der har set noget mistænkeligt i tidsrummet omkring indbruddet. Henvendelse døgnet rundt på 114.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top