Byhistorisk Hus er genåbnet
Byhistorisk-Hus.jpg
GLOSTRUP. Byhistorisk Hus åbner igen dørene for borgere med interesse for Glostrups historie. Man skal dog helst bestille tid, hvis man vil kigge i arkiverne og foreninger må vente lidt endnu med at bruge lokalerne

Genåbningen af samfundet er sat i værk, og det er nu vedtaget at også mange kulturinstitutioner må åbne for besøgende. Det betyder, at Byhistorisk Hus efter næsten tre måneders nedlukning på grund af corona åbner dørene igen tirsdag den 2. juni.
– Åbningen bliver som mange andre steder taget ét skridt ad gangen. Den første tid vil genåbningen naturligvis være med forbehold og efterlevelse af de retningslinjer, som er sendt ud til alle os, som så småt må åbne op igen, fortæller Camilla Lynggaard Boysen, Leder af Byhistorisk Hus.
Det betyder bl.a., at der vil være begrænsning på antal besøgende ad gangen, og dertil er rammerne tilpasset, så retningslinjerne kan overholdes; der vil for eksempel være åbent i udstillingen, men i en nedtonet version, så der er god plads til de besøgende. Ligeledes vil arrangementer først starte op igen til efteråret.
Hvis man ønsker at dykke nærmere ned i et specifikt historisk emne og arkiv-æskerne skal frem fra arkivet, kan man normalt dukke op i åbningstiden og få udleveret materialet til brug på læsesalen. Det kan man faktisk stadig, når Byhistorisk Hus åbner igen, men nu skal man bestille tid, hvis man gerne vil nærstudere arkivalierne.
– Vi har ikke så meget plads på læsesalen, så tidsbestillingen er for at overholde retningslinjerne om afstand, og så folk ikke skal vente på, at der er plads, siger Camilla Boysen.
Man er dog som altid velkommen til at dukke op uanmeldt i åbningstiden, hvis man blot vil se udstillingen, har en enkel forespørgsel eller gerne vil aflevere materiale til arkivet. Det er kun, hvis man gerne vil bruge tid med arkivalierne på læsesalen, at der skal bestilles tid – eller hvis man ikke har mulighed for at komme i den almindelige åbningstid. Og ellers kan man jo også altid starte med at kigge nærmere på alle de billeder m.m., som man kan se hjemmefra på www.arkiv.dk

Foreninger til efteråret
Normalt kan foreninger også booke lokalerne i Byhistorisk Hus, men som i Glostrup Kommunes andre ejendomme har også dette været lukket ned grundet corona. At Byhistorisk Hus selv må åbne op for aktiviteter og borgere igen, betyder desværre ikke automatisk, at der også åbnes op for bookingen af lokaler i huset. På dette område afventer vi udmeldingerne fra centralt hold, hvor der arbejdes på højtryk for at kunne efterleve de udsendte retningslinjer vedrørende brug af lokaler, og selv når der åbnes op for foreningernes brug af lokalerne igen, vil det i starten nok være på andre vilkår, end man er vant til.

Bestil tid
Byhistorisk Hus glæder sig til at åbne op for historisk interesserede borgere igen; Historie skal opleves, ses, høres og føles. Det er trist, hvis den bare er gemt væk i støvede æsker, som ingen kan se. Så det bliver godt at slå dørene op igen.

Åbningstiden er som altid tirsdag og torsdag kl. 13-17, samt efter aftale.

Man kan bestille tid til læsesalen på telefon og mail. Ved mail skal man afvente en bekræftelse på, at der er plads på det ønskede tidspunkt. Tlf: 43 46 85 90 Mail: byhistoriskhus@glostrup.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top