791 underskrifter mod opsigelse af pensionærer
Ridecenter-2.jpg
Borgmester Henrik Rasmussen tog imod de mange underskrifter. Foto: Jesper Ernst Henriksen
VALLENSBÆK. 12-årige Elia afleverede onsdag aften 791 underskrifter til borgmesteren mod omdannelsen af Vallensbæk Ridecenter, der blandet andet betyder, at alle privatejede heste er blevet opsagt

På kommunalbestyrelsens møde i april blev det vedtaget af omdanne Vallensbæk Ridecenter til Vallensbæk Rideakademi. Alle såkaldte pensionærer, det er folk, der har deres egen hest stående på ridecenteret, er blevet opsagt. Planen er, at der til gengæld skal være mere plads til rideskolen. Som vi allerede har beskrevet her i Folkebladet, var pensionærerne langt fra tilfredse med den beslutning. Siden beslutningen blev offentliggjort, har de derfor samlet underskrifter, for at få politikerne overbevist om, at de skal lave beslutningen om.
Onsdag aften kunne 12-årige Elia Pols Martinsen overrække de 791 underskrifter til borgmester Henrik Rasmussen (K). Elia har selv sin pony Wildfire stående på Vallensbæk Ridecenter. Det er en Dansk Sportspony, som hun har haft i to år. Det første år stod den i Albertslund, men hun flyttede den til Vallensbæk.
– For det første, fordi det er tættere på, hvor jeg bor. Jeg manglede også lidt socialt i Albertslund, der var ikke så mange børn, siger hun, men skynder sig at tilføje:
– Men det var slet ikke et dårligt sted, overhovedet.

Fra nær og fjern
Historien om ændringerne i Vallensbæk er gået hele den danske hesteverden rundt. Det viser de mange underskrifter mod beslutningen også. Her er underskrifter fra alt lige fra Rønne på Bornholm til Vester Hassing i Vendsyssel. De har alle sammen skrevet under på en tekst, hvor der blandt andet står:
– En stor del af de mennesker, som har privat heste derude i dag, har tilsammen lagt årevis af kræfter, på at holde stævner, faciliteter, ånden og bringe Vallensbæk Ridecenter på landkortet, som en af landets største, skriver de.
De er særligt utilfredse med, at de ikke er blevet hørt, før beslutningen blev truffet.
– Vi er ikke blevet hørt, og har dermed heller ikke kunne hjælpe med forslag. Vi ønsker et sted med plads til alle, som i dag, og ja da, gerne bedre. Men at fjerne alle ildsjældene, den frivillige arbejdskraft og muligheden for at bygge bro mellem private, klubben, og rideskolen er ikke den rigtige vej. Der skal være plads til alle. Også de private hesteejere, tidligere, nuværende og fremtidige, har de skrevet under på.
Dertil kommer, at mange af underskriverne har skrevet en besked yderligere. For eksempel lyder det fra Jette Bonne fra Vallensbæk:
– Vallensbæk Kommune skal og bør rumme et ridecenter i sin nuværende form. Rideskole elever har altid fået stor inspiration fra private hesteejerene. Hvor skal den kommende ponypige fra rideskolen fremover få sin pony opstillet?

Er ved at læse
Henrik Rasmussen var allerede torsdag godt i gang med at læse de mange beskeder, som hesteelskere fra hele landet havde skrevet i underskriftsindsamlingen. Men han forventede ikke, at det ville ændre på beslutningen.
– Jeg har ikke læst det hele endnu. Jeg kigger på det, og hvis der er noget, der inspirerer, så indgår det i den videre sagsfremstilling. Men det vil ikke ændre på, at vi har opsagt pensionærerne og vi vil lave en større rideskole. Men jeg er altid åben for gode idéer til, hvordan den fremadrettede drift skal være, siger han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top