fbpx
Støjende kørsel skal bremses
debat.jpg
DEBAT. Af Henrik Carlsen, Siestavej 13 st.th., 2600 Glostrup

Støjen fra motorcykler og muskelbiler er vokset markant de seneste år.
Som nabo til Hovedvejen i Glostrup er det næsten som om, der bliver kørt tværs gennem mit soveværelse. Uanset tidspunkt på døgnet er der motorcyklister og muskelbilister, der skal køre om kap eller lufte deres støjende, larmende og forurenende køretøjer, hvis lydniveau er langt over 100 decibel.
Og der køres stærkt – vildt stærkt. Jeg kom kørende ud ad Hovedvejen en tidlig tirsdag aften, hvor en Ferrari og en stor Audi kørte drag race. Tre unge mennesker måtte springe for livet, da de skulle over vejen ved Q8-tanken. Jeg vurderer hastighederne til langt over 100 km/t – snarere 150.
Der skal chikaner, rundkørsler og bump til. Vi er så heldige i Glostrup og Brøndby, at vi er omgivet at motorveje, som bør foretrækkes af trafikanter, der skal igennem vores byer. De lokale vil helt sikkert foretrække at køre over et svagt bump, hvis det kan nedsætte trafikstøj og risiko for alvorlige ulykker.
Når nu anlægsloftet er fjernet, er der jo råd til at ændre på situationen.
Her er en konkret plan for Hovedvejen på strækningen mellem Byparkvej og Banegårdsvej/Nørre Allé. Der er fin plads til en rundkørsel ved Q8-tanken. Det vil også være en gave til de borgere, der skal fra Norasvej mod vest og Sofielundsvej mod øst. Et lille bump ved vandtårnet vil fjerne incitamentet til at køre om kap på denne strækning. Et lille bump ved Florasvej vil styrke sikkerheden ved Søndervangsskolen. Men endnu bedre: En rundkørsel. Så kan borgerne også komme lettere mod vest.
På Østbrovej kan man lave en rundkørsel ved Brøndbyvestervej og Rema 1000. Så slipper vi for den farlig U-vending, mange bilister foretager, når de skal ind til Rema 1000’s P-plads. Man kan også lave Østbrovej to-sporet. Der er ingen trafikale årsager til at have en kilometers motorvej tværs gennem et tungt beboet område.
En rundkørsel ud for Gyvelvej. Så kan trafikanter også komme mod syd, uden at skulle køre nordpå og lave en U-vending. Derudover rundkørsler ved Åskellet og Tranehaven, ved Mosebakkevej, ved Tranehaven og ved Rønne Allé.
Desuden ville det klæde kommunerne, hvis de tog fat i politiet og fik sat færdselspolitiet til at gøre noget ved de voldsomme støjgener. Der er lovhjemmel nu, efter at folketinget for et års tid siden strammede lovgivningen om støjende motorkøretøjer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top