En større gruppe af bilinteresserede har samlet sig på P-pladsen foran Brøndby Stadion i to weekender i april. I den forbindelse har Københavns Vestegns Politi forsøgt at skabe dialog med de pågældende, men området er blevet forladt, når politiet er dukket op.
Da Københavns Vestegns Politi vurderer, at disse møder, hvor 150-200 personer har samlet sig, kan skabe risiko for spredning af corona-smitte, er området nu et såkaldt hotspot-område, hvor politiet i den kommende tid vil føre et meget nøje tilsyn, og hvor Københavns Vestegns Politi er klar til at oprette et decideret opholdsforbud om nødvendigt.
– Vi håber, at også de bilinteresserede forstår alvoren og derfor undlader at samles foran Brøndby Stadion. Men hvis de mod forventning samles alligevel, så er vi klar til at lukke området, siger vicepolitiinspektør Søren Enemark.
Der er sat skilte op ved alle indkørsler til P-pladsen, hvor det oplyses, at politiet kan oprette et opholdsforbud i området.