Nordvang renoveres for 13 millioner
nordvang.jpg
De gamle gymnastiksale på Nordvangskolen skal ikke rives ned men renoveres. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. De gamle gymnastiksale og det nedslidte madkundskabslokale på Nordvangskolen bliver renoveret
Rettelse: Forkerte renoveringer
Folkebladet beskriver i denne artikel en række renoveringer af Nordvangskolen. Det er ikke disse renoveringer, der er vedtaget af kommunalbestyrelsen. Blandt andet er vores beskrivelse af renovering af gymnastiksalene og flytningen af Klub Granskoven forkert – det er ikke vedtaget. Det er dog korrekt, at Nordvangskolen skal renoveres for 13 millioner kroner. Læs en samlet gennemgang af de renoveringer, som faktisk er vedtaget lige her. Vi beklager fejlen

Kommunerne har fået mulighed for at bruge flere penge på anlæg og renoveringer i år, og det kommer nu Nordvangskolen til gode. Skolen trænger til en renovering, og nogle af de ting, der er nødvendige, bliver nu lavet for i alt 13,2 millioner kroner.
Den største post er østfløjen med de tidligere gymnastiksale, der i mange år har været i rigtig dårlig stand. De bliver ikke brugt så meget mere, efter den nye hal bag Nordvangskolen blev bygget.
Der var tidligere et forslag om at rive dem helt ned og erstatte dem med nye klasselokaler, men behovet er ikke så stort, blandt andet fordi Ejbyskolen bliver udbygget. Det er nu planen, at de to sale skal renoveres for ni millioner kroner.
Den ene sal med omklædning bliver renoveret, så den kan bruges af klub Granskoven, der er klubtilbud for elever fra Nordvangskolen og Skovvangskolen. Dermed kan Klub Granskovens tidligere bygninger omdannes til daginstitution, hvor der er et stigende behov over de kommende år.
Den anden gymnastiksal bliver renoveret og skal fortsat være gymnastiksal og skal bruges af skolen, klubben og fritidsbrugere. Udover gymnastiksalene, bliver madkundskab renoveret for to millioner kroner, vestfløjen får udskiftet vinduer og renoveret kviste for 1,5 millioner kroner og opgange og gangarealer bliver malet og får nyt gulv for 700.000 kroner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top