Musik og fællessang på plejehjem
2020-04-22_at_10-32-06_DSC_5958x.jpg

Foto: Robert Hendel

Smilene var store, da Brøndby Musikskole besøgte Ældrecentret Æblehaven i Brøndby Strand. Foto: Robert Hendel
BRØNDBY. Der var musikalsk besøg på de tre ældrecentre i Brøndby. Byens musikskole optrådte på to af centrene, mens det tredje havde planlagt et andet arrangement

Elever fra musikskolen i Brøndby spillede for første gang sammen i mere end en måned, da de besøgte Ældrecentret Æblehaven i Brøndby Strand og Gildhøjhjemmet i Brøndbyvester.

Med god afstand til hinanden spredte de glæde blandt beboerne på de to plejehjem, der i deres boliger kunne synge med på blandt andet klassikere fra højskolesangbogen. Teksterne til sangene havde musikskolen printet ud til beboerne, så de kunne synge med på afstand.

– For de medvirkende var det både fantastisk igen at kunne give en god oplevelse gennem musikken, og fantastisk at være sammen igen på afstand – vi har som så mange andre ikke set hinanden i virkeligheden i seks uger, forklarer Lasse Malmqvist, der er leder af Brøndby Musikskole.

Gevinst for begge parter

Arrangementet kom i stand efter en henvendelse fra Per Jensen (S), der er formand for Social- og Sundhedsudvalget i Brøndby Kommune. Han ville høre, om ikke musikskolen kunne kigge ud og sprede lidt glæde på byens ældrecentre i en tid, hvor mange ældre kan føle sig ensomme på grund af besøgsforbuddet.

Det var social- og sundhedsudvalgsformandens tanke, at begge parter kunne have glæde af sådan et arrangement.

– Under corona-krisen har musikskolen været så uheldige, at de ikke rigtigt har haft nogen at optræde for, og tilsvarende har vi nogle ældrecentre, hvor beboerne er vant til at have en vis grad af underholdning henover året, fortæller Per Jensen.

Oprindeligt ville musikskolen også have besøgt ældrecentret på Nygårds Plads, men her havde man allerede planlagt et andet arrangement, hvor musikeren Peter Michael kiggede forbi og spillede sange for alle beboerne, som han gør hver onsdag.

– Vi har en fremragende musikkultur i Brøndby, både det organiserede i musikskolen, men også rundt omkring i undergrunden, og det ville jo være fantastisk, hvis vi kunne få det bredt meget mere ud, siger Per Jensen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top