Mindeord om Steen Rosenquist
Steen.jpg
Steen Rosenquist er gået bort. Foto: Peter Madsen
GLOSTRUP. Steen Rosenquist, der i starten af året var medlem af kommunalbestyrelsen for Enhedslisten, er gået bort

Steen er ikke længere iblandt os. Han oplevede mange hårde slag i sit liv og endte i en periode på gaden med misbrug og kriminalitet. Dette liv bragte ham i kontakt med andre hjemløse, der mødte ham med forståelse og uden fordømmelse. I dette fællesskab opdagede han, at han stadig duede til noget og kunne gøre en forskel. Med sine gode talegaver, sin intelligens, entusiasme og sociale indignation endte han som landsformand for de hjemløses landsorganisation og brugte al sin tid på at skabe fokus på socialt udsatte.
Hans stædige kamp for de udsatte bragte ham i kontakt med mange mennesker, der begyndte at lytte til ham – lige fra køberne af Hus Forbi til kommunalpolitikere og ministre, som han insisterede på at få i tale.
Steen gik ind i kommunalpolitik som medlem af Enhedslisten i Glostrup, og han fik os til at se socialt udsatte borgere på en anden måde. Han insisterede på, at udsatte stadig er mennesker med ressourcer, ønsker og behov, og de har ret til at blive behandlet med samme værdighed og respekt som alle andre. Steen lærte os, at de udsatte skulle inddrages i alt, hvad der angår dem, og han var foregangsmand, da vi fik afsat penge til at undersøge et plejehjem/hospice for socialt udsatte. Steen var også helt i front, da det lykkedes os at få et udsatteråd i Glostrup, hvor han blev næstformand.
Stolt var Steen, da han fik 3 måneder i kommunalbestyrelsen, da Robert havde orlov ved årsskiftet. Endnu en milepæl, han var glad for at have nået.
Vi kommer til at savne Steen, hans varme og hans engagement rigtig meget. Han var en kæmper, og trods hans bortgang vil hans kamp for et bedre, mere retfærdigt samfund fortsætte.
Tak for kampen, kammerat. Det er en ære at have kendt dig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top