fbpx
Klar med masker men uden magasiner
frisøråbning.jpg
Kjell og Jesper Frimann var klar igen i slutningen af april. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. I slutningen af april blev blandt andet frisører åbnet igen. Ved Kjell Frimann på Hovedvejen tog de det stille og roligt og bad blandt andet om færre ventende i butikken ad gangen

Lige mellem hullet og Flammen ligger Frisør Kjell Frimann. Her står Kjell Frimann og hans søn Jesper Frimann normalt hver dag og klipper folk, efterhånden som de kommer ind i forretningen. Med stole langs den ene væg er her lidt af den klassiske barbershop-stemning. Sådan var det i hvert fald ind til coronaen ramte Danmark. Her blev denne frisør lukket ligesom så meget andet.
Fredag den 17. marts stod Mette Frederiksen på et pressemøde og fortalte, at frisører kunne åbne igen om mandagen.
– Det kunne vi godt lide. Jeg kunne godt tænke mig lige at have haft et par dage mere. Vi havde oprindeligt forventet, at måtte vente tre uger mere, siger indehaver Kjell Frimann, mens kunderne joker med, at han så ikke nåede at male forretningen og båden. Butikken havde som normalt lukket om mandagen, så de to frisører havde lidt tid til at få det hele på plads.
Det er dog en anden hverdag, frisøren er startet op til. Der må kun sidde tre mennesker og vente i forretningen ad gangen, gæster bliver opfordret til at spritte hænderne af når de kommer og går, alle redskaber bliver sprittet af mellem hver kunde og magasiner og bøger er fjernet.
– Det tager lidt ekstra tid at spritte af, men jeg synes, det er en god måde at gøre det på. Vi har masker, vi bruger dem, når vi klipper skæg, hvor man kommer meget tæt på og står lige foran. Vi er ved at skaffe visirer. Jeg bruger masken, når jeg sliber træ, men med både maske og briller på, så dugger brillerne i løbet af ti sekunder, og så kan man ikke se noget, siger Kjell Frimann.
Han ser også frem til de hjælpepakker, som branchen er blevet lovet.
– Vi har fået lovning på en hjælpepakke, men der er ikke kommet noget endnu. Vi har lidt at stå imod med, men andre, der er nye i branchen, kan måske komme i problemer. De har lavet muligheden for at få momsen tilbage, det er meget godt, men det er de også lang tid om, siger han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top