fbpx
Corona-virus får kirker til at tænke digitalt
2020-05-08_at_11-12-14_DSC_6933x.jpg

Foto: Robert Hendel

Brøndby Strand Kirke afholdt drive-in-gudstjeneste på Store Bededag. Foto: Robert Hendel
HELE OMRÅDET. Der er stadigvæk gang i aktiviteterne i kirkerne, selvom de i de seneste to måneder har måttet holde lukket på grund af risikoen for spredning af corona-virus. Det har fået dem til at tænke nyt

I mere end to måneder har dørene i de danske kirker har været lukket for gudstjenester og arrangementer.

Nedlukningen af Danmark har fået kirkerne til at skulle tænke anderledes. Derfor er kirkernes opgave med at forkynde evangeliet foregået på en noget anderledes måde, end folk har været vant til tidligere. Brøndby Strand Kirke afholdt eksempelvis en drive-in-gudstjeneste på Store Bededag, der blev transmitteret live via Facebook.

Netop de digitale gudstjenester er poppet op flere steder, og de giver mulighed for at komme ud med det kristne budskab, selvom det ikke er muligt at samles i kirken.

– Budskabet lever, selvom vi og resten af verden, er slået til jorden af en forfærdelig virus, forklarer Ove Kollerup.

Han er provst i Glostrup Provsti, som er et geografisk område, der dækker sognene i Glostrup, Brøndby, Vallensbæk og Albertslund. Provstens fornemste opgave er at være være en loyal medarbejder for biskoppen og føre tilsyn med kirkerne og sørge for, at præster og øvrige ansatte i kirken overholder de gældende love og bestemmelser.

Digitalt potentiale

Selvom de digitale gudstjenester, ifølge Ove Kollerup, ikke har det samme fællesskab som den almindelige gudstjeneste inde i kirkerummet, kan de digitale medier alligevel være en positiv ting for kirkerne, mener han.

– Før corona-krisen blev kirkernes hjemmeside måske mest brugt som en slags tilbudsavis, hvor der blev gjort reklame for de kommende arrangementer i kirken eller til at finde kontaktoplysninger. Nu er kirkerne begyndt at bruge hjemmesiden til at udbrede kristendommens budskab om tro, håb og kærlighed, siger Ove Kollerup.

Han mener, at der er et stort uforløst potentiale i de digitale platforme.

– De digitale medier kan med sikkerhed bruges mere aktivt i fremtiden med eksempelvis studiekredse og online kristendomsundervisning til konfirmandforældre, der godt vil have genopfrisket deres viden om kristendommen, nu hvor deres egne unge går til konfirmationsforberedelse. Sådanne tiltag er ofte blevet efterspurgt, siger Ove Kollerup.

Provsten har indtryk af, at menighederne i sognene har været gode til at hjælpe hinanden under krisen.

Stadigvæk i arbejdstøjet

Præsterne i kirken holder ikke fri, fordi kirkerne er lukkede. Der er stadigvæk samtaler, der skal holdes med medlemmerne af menigheden. De foregår ofte over telefonen, fordi myndighederne fraråder fysisk kontakt.

– Netop i en covid-19-tid kan bekymringer let komme til at fylde i hverdagen. Her må man ikke holde sig tilbage, men frimodigt ringe og tale med sin sognepræst om det, der trænger sig på, forklarer Ove Kollerup.

Foruden præsterne er også medarbejderne på kirkegårdene på arbejde. De sørger for at holde kirkegårdens gravsteder pæne, så det fortsat er en glæde for de efterladte at komme der.

Og selvom der ikke er mulighed for at komme til søndagsgudstjeneste i en tid med covid-19, er det stadigvæk muligt at afholde begivenheder, som dåb, bryllup og begravelser inde i kirkerne. Her er der dog strenge krav om, hvor mange gæster der må være til stede, så sundhedsmyndighedernes retningslinier bliver overholdt.

Ifølge Ove Kollerup har den aktuelle situation fået nogle til at udskyde mærkedagene, indtil restriktionerne ophører. Det behøver de dog ikke, hvis det står til provsten i Glostrup Provsti.

– Man kan sagtens blive viet nu og så invitere til velsignelse i kirken og skøn fest bagefter, når sundhedsmyndighedernes retningslinier tillader det, siger Ove Kollerup.

Mens brylluper, dåb og konfirmationer bliver udskudt, oplever provsten, at de fleste begravelser og bisættelser bliver gennemført nu.

Ifølge Ove Kollerup kan det være vigtigt for mange mennesker at markere afskeden med deres pårørende, selvom det ikke er under normale omstændigheder.

Fra den 18. maj må kirkerne igen holde åbent.Inden det sker, er der dog en række sundhedsfaglige retningslinjer, der skal fastlægges.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top