Biblioteket åbner igen
glostrup-bibliotek.jpg
Bibliotekets personale er klar til at møde borgerne igen. Foto: Peter Storm Hansen
GLOSTRUP. Glostrup bibliotek er igen klar til at låne bøger ud, men man skal tage dem med hjem og læse dem, man må ikke blive hængende for længe på biblioteket

Mandag 18. maj åbnede Glostrup Bibliotek igen op for borgerne efter mere end to måneders corona-nedlukning. I første omgang åbnes der udelukkende op for udlån og aflevering, det vil sige man kan igen besøge biblioteket, finde bøger og andre materialer på hylderne og låne/aflevere på udlåns-automaterne. Man kan også afhente sine reserveringer. Der bliver dog ikke mulighed for, at man kan slå sig ned på biblioteket, eks. læse, studere og lege, ligesom man heller ikke kan anvende pc’er, printe og kopiere endnu. Desuden er bibliotekets arrangementer, caféer, åben legestue og juridisk rådgivning aflyst indtil videre.
Bibliotekets selvbetjente åbningstid er midlertidigt suspenderet, og man kan derfor kun besøge i den betjente åbningstid. Den betjente åbningstid er udvidet, så der er personale tilstede mandag-torsdag klokken 10-19, fredag klokken 10-16 og lørdag klokken 10-14.
Konstitueret bibliotekschef Helle Ratz fortæller:
– Der er blevet arbejdet hårdt den seneste uges tid for at få alt på plads, så vi nøje overholder de retningslinjer, der er udsendt fra sundhedsmyndighederne. Vi har bl.a. opstillet håndsprit ved alle udlåns-automater, som vi opfordrer til, at man anvender før udlån og aflevering, der er opsat afstandsskiltning og personalet udleverer engangs-handsker ved forespørgsel. Desuden anbefaler vi, at man besøger biblioteket så få personer som muligt – så lad gerne familien blive hjemme indtil videre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top