Aflyser skovtur for pensionister
BRØNDBY. Byens pensionister kommer ikke på den traditionsrige skovtur i 2020. Den er aflyst på grund af udbruddet af covid-19

I mere end 50 år har Brøndby Kommune arrangeret en skovtur for byens pensionister.
Sådan bliver det ikke i år. På grund af situationen med corona-virus.
– Vi er kede af, at vi måtte aflyse årets pensionistskovture, og at vi i år ikke kan samles omkring de oplevelser, sådan en tur giver, siger Per Jensen (S), der er formand for Social- og Sundhedsudvalget i Brøndby Kommune.
De seneste år har skovturene haft deltagelse af Per Jensen, borgmester Kent Magelund (S) og en række andre kommunalbestyrelsesmedlemmer. I 2020 er intet er dog, som det plejer at være. Heller ikke skovturene.
– Vi skal passe på hinanden i denne tid, og det gør vi bedst ved ikke at samles, siger Per Jensen.
Sidste år gik turen til Nykøbing Sjælland, hvor der som sædvanligt var mad og fællessang på programmet. Aflysningen af årets skovtur møder ifølge Per Jensen forståelse blandt borgerne.
Formanden for kommunens Social- og Sundhedsudvalg håber, at skovturen kan gennemføres igen i 2021.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top