fbpx
Vi skal have mere politi nu
debat.jpg
DEBAT. Af Kenneth Kristensen Berth (DF), Folketingskandidat og medlem af kommunalbestyrelsen i Vallensbæk

Borgerne på Vestegnen bliver stadigt mere utrygge i deres nabolag og de har mindre tillid til politiet. Det er den meget triste lære af den tryghedsmåling som politiet har gennemført for år 2019 sammenlignet med målingen for 2018.
I Vallensbæk og Brøndby er trygheden næsten 10 procentpoint lavere end landsgennemsnittet. Mens Glostrup ligger en smule over landsgennemsnittet. I forhold til tilliden til politiet er den også lavere end landsgennemsnittet i Brøndby og Vallensbæk medens den er noget over i Glostrup.
Tallene understreger den klare fornemmelse, som jeg har, når jeg taler med borgerne – nemlig at man føler sig ladt fuldstændig alene med problemer som bilafbrændinger, narkosalg, hasarderet kørsel og nogle andengenerationsindvandrere, der optræder højrøstede og hvad der opfattes som truende i blandt andet stationsområderne. Det går ganske enkelt ikke. Jeg ved, at hver enkelt betjent hos Københavns Vestegns Politi gør sit yderste hver eneste dag, men der er simpelthen ikke nok betjente og ledelsen har travlt med at bagatellisere problemerne over for Rigspolitiet og politikerne i stedet for at tage betjentenes parti og kræve handling.
På Christiansborg står man foran forhandlinger om politiets fremtidige vilkår. Det må og skal betyde, at vi på Vestegnen bliver tilgodeset. Vi er et af de steder, hvor trygheden er lavest og mistilliden højest. Det er der en grund til, fordi der er mere kriminalitet i vores område. Der skal simpelthen lyttes til Vestegns-borgernes bekymringer nu.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top