fbpx
Seks millioner til ejendomsrenoveringer
halgulv-2.jpg
Der er store huller i gulvet i Hal 1 i Glostrup Idrætsanlæg. Gulvet bliver udskiftet, det samme gør gulvet i hal 3. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. Udskiftning af utætte tage og rådne døre og vinduer er blandt projekterne, der bliver udført af Glostrup Ejendomme i år

Der er sat i alt seks millioner kroner af til at renovere kommunale ejendomme. De bliver spredt ud over en række projekter.

Der bliver givet en halv million kroner til at renovere de mest nedslidte køkkener i daginstitutionerne. I alle daginstitutioner i Glostrup bliver der lavet mad til børnene, køkkenerne bliver derfor kontrolleret af levnedsmiddelkontrollen. Ifølge sagsfremstillingen er der risiko for, at nogle af køkkenerne ville blive lukket på grund af den dårlige stand.

På Ældrecenter Hvissinge er vinduer og på Skovvangskolen er dørene ved at rådne, de skal derfor udskiftes for en million kroner.

Taget på dele af Skovvangskolen er utæt og skal derfor udskiftes, det samme skal taget på Klub Ejby, hvor det er blevet svært at foretage reparationer.

Omkring Glostrup Bio skal der laves et dræn, da der kommer vand op i kælderen.

Som tidligere omtalt her i Folkebladet er der fundet en ekstraordinær indtægt til et nyt gulv i Glostrup Hallen, der officielt hedder Glostrup Stadion Hal 1. Der er nu også sat penge af til at renovere gulvet i hal 3.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top