Sænker farten på motorvejen i efteråret
pilotforsøg-med-nedskiltning-af-hastigheden.jpg
I efteråret bliver hastighedsgrænserne sat ned på den inderste del af Holbækmotorvejen, som er markeret med rød farve, for at undersøge, om det har en positiv effekt på trafikstøjen.
BRØNDBY. Et nyt forsøg skal kortlægge, om en lavere hastighed lægger en dæmper på trafikstøjen fra Holbækmotorvejen

Trafikstøj fra motorvejen har længe været en stor udfordring for borgerne i Brøndby, Hvidovre og Vallensbæk. Derfor har borgmestrene i de tre kommuner i flere år forsøgt at lægge pres på politikerne på Christiansborg for at sætte ind mod støjen fra de motorveje, der skærer igennem den københavnske vestegn.
Senest har Kent Magelund (S), der er borgmester i Brøndby sammen med Vallensbæks borgmester Henrik Rasmussen (K) og Hvidovres borgmester Helle Adelborg (S) været til møde med transportminister Benny Engelbrecht (S). Her foreslog de tre borgmestre blandt andet, at man som et forsøg kan sætte hastigheden ned fra 110 til 90 kilometer i timen på en del af motorvejen for at undersøge, hvilken effekt det har på støjniveauet. Et ønske, som ministeren nu har lyttet til.
– Vi har arbejdet længe og målrettet på at få Christiansborg til at gå ind i de store problemer, vi har med trafikstøj på Vestegnen. Derfor er det meget positivt, at ministeren har lyttet og nu vil gå videre med vores forslag om at teste en hastighedsnedsættelse, siger Kent Magelund.

Pilotprojekt
Ifølge Casper Toftholm, der er teknisk direktør i Brøndby Kommune, viser beregninger, at en hastighedsnedsættelse vil betyde en reduktion af støjen med mellem to til fire decibel.
– Det lyder måske ikke af meget, men når der er tale om støj fra motorvejen, kan få decibel være med til at halvere støjen, siger han og henviser til, at man i Tyskland har lavet lignende forsøg, som nu er udbredt til flere af landets større byer.
I første omgang er der tale om et pilotprojekt på den inderste del af Holbækmotorvejen. Det har transportministeren tilkendegivet i et brev, der er stilet til Hvidovre-borgmester Helle Adelborg den 1. april 2020.
Pilotprojektet kommer til at køre på en cirka tre kilometer lang delstrækning på Holbækmotorvejen fra Folehaven i Valby og frem mod motorvejskrydset ved Ring 3 i Brøndby. På grund af den aktuelle trafikale situation på vejene forventer Vejdirektoratet først, at forsøget kommer i gang i midten af september 2020 med en efterfølgende evaluering i begyndelsen af 2021. En førmåling på nuværende tidspunkt ikke vil være retvisende i forhold til normale forhold, da der kører langt færre kørertøjer på vejene som følge af corona-krisen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top