fbpx
Sådan vil kommunen tage imod de nye SFO-børn
2020-04-15_at_16-57-22_DSC_5861x-2.jpg

Foto

Kommunalbestyrelsesmødet var ikke helt som normalt på rådhuset i Brøndby den 15. april, da der blev vedtaget en plan for genåbningen af kommunens skoler og dagtilbud. Foto: Robert Hendel
BRØNDBY. På grund af udbruddet af covid-19 bliver det en anderledes begyndelse for de omkring 300 børn, der begynder i en SFO i Brøndby den 1. maj 2020

I sidste uge tog skolerne i Brøndby Kommune atter imod elever, da de yngste elever vendte tilbage til klasselokalerne, dog i en ændret hverdag på grund af den aktuelle situation med corona-virus.
Anderledes bliver det også, når mere end 300 børn fredag den 1. maj for første gang skal i SFO og dermed tager hul på skolelivet. Derfor har byens skoler i den seneste tid været i gang med at planlægge, hvordan de nye børn kan blive taget imod på den bedst mulige måde.
– Det kræver anderledes løsninger, når vi skal leve op til Sundhedsstyrelsens retningslinjer og samtidig gerne vil gøre det så trygt som muligt for de nye børn og deres familier. Jeg ved, at de nye forhold vil kræve noget af både forældrene og vores medarbejdere, siger Arno Hurup Christiansen (S), der er formand for Børneudvalget i Brøndby Kommune.
En af måderne, som kommunen vil sikre en tryg SFO-start, bliver at inddele børnene i faste grupper, hvor de møder de samme voksne. Samtidig modtager alle forældrene en mere udførlig information om indkøringen fra de enkelte skoler.
– Jeg er dog sikker på, at vi i fællesskab får skabt en god og festlig SFO-start for vores børn, selvom den ikke ligner det, vi kender,” lyder det fra Arno Hurup Christiansen.
Nogle forældre har udtrykt et ønske om at holde barnet hjemme og udskyde SFO-starten på grund af corona-situationen. Derfor har Kommunalbestyrelsen besluttet, at forældre, som i stedet ønsker selv at passe barnet i maj måned og eventuelt flere måneder frem mod 1. august 2020, kan blive fritaget for forældrebetalingen i kommunens SFO’er og dagtilbud.
Hvis forældre ønsker en senere start for deres børn, skal de kontakte pladsanvisningen i Brøndby Kommune.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top