Kræfterne vokser i samarbejdet
debat.jpg
DEBAT. Af Kim Valentin (V), Folketingsmedlem valgt i Ballerupkredsen

En ny undersøgelse fra TrygFonden viser, at danskerne har stor tillid til politikere, myndigheder og medier under coronakrisen. Tilliden til landets politikere har nået et foreløbigt højdepunkt med 83 procent af borgerne, som stoler på, at politikerne træffer de bedste beslutninger for landet.

Det glæder mig utrolig meget, at politikere, regering og myndigheder under den nærværende sundhedskrise bliver opfattet som troværdige og tillidsvækkende. Som medlem af Folketinget har jeg på nærmeste hold oplevet et samarbejdende folkestyre med stor vilje til at navigere danskerne så trygt igennem krisen som overhovedet muligt. Det viser, at demokratiet fungerer – også, når bølgerne går højt.

For bare en måneds tid siden havde de færreste af os set coronavirussen komme med så stor kraft, at den i løbet af kort tid ville stjæle al opmærksomhed og nærmest tage patent på dagsordenen. Derfor er jeg også glad for, at danskerne i løbet af kort tid har vist samarbejdsvilje og forståelse for situationens alvor.

I en SoMe-tidsalder, hvor vi jævnligt konfronteres med sandheder af tvivlsom kvalitet på de sociale medier, glæder det mig også, at danskerne viser stor tillid til faglige autoriteter og de klassiske medier. Vi befinder os i en tid, hvor borgernes gehør over for troværdig viden er vigtigere end nogensinde.

TrygFondens undersøgelse af borgernes adfærd, tillid og tryghed under coronakrisen giver anledning til at være optimistisk i en ellers meget kritisk situation. Jeg er sikker på, at vi hjælper hinanden igennem på en fornuftig måde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top