Hurtigt klar til at producere visirer
Stykka_visir.jpg
12.000 af disse visirer producerer Stykka fra Glostrup i døgnet. Foto: Stykka
GLOSTRUP. Da Glostrup Kommune manglede visirer gik de til den lokale virksomhed Stykka, der i første omgang leverede 280 til kommunen. Nu producerer de 12.000 i døgnet og levere til kommuner i hele landet

Som i resten af verden oplever Glostrup Kommune knaphed på værnemidler, blandt andet visirer, som er helt nødvendige i behandlingen af covid-19 patienter. Uden disse værnemidler kan kommunen ikke beskytte sine medarbejdere i plejen af syge borgere i kommunens varetægt.

Derfor var man i Glostrup Kommune i færd med at 3D printe visirer, men det var ikke muligt at printe fronten – altså den gennemsigtige del af visiret. Til at løse den del kontaktede Glostrup Kommune det lokale firma Stykka, som er specialiseret i laserudskæringer.

Klar med visirer

Men i stedet for blot ”front-delen” havde Stykka en alternativ løsning klar til at producere komplette visirer, udviklet i samarbejde med arkitekten Slaatto. De havde i første omgang materiale klar til at levere 280 visirer, som kommunen købte på stedet.

Det er dog lykkedes for Stykka at skaffe nye materialer, så de nu kan producere 12.000 stk. pr. døgn. Det er selvfølgelig flere, end Glostrup Kommune har brug for, og de vil derfor indgå i det fælleskommunale indkøb af værnemidler, som Aarhus Kommune står for. Samtidig er det lykkedes for Stykka at gøre de nyeste versioner af visirerne vaskbare, så de kan tåle intensiv opvask på høj varme, som skulle gøre det muligt at genanvende det enkelte visir.

Glostrups borgmester John Engelhardt er imponeret:

– Jeg synes ganske enkelt, det er fantastisk, som Stykka har trådt til og kastet deres viden og kapacitet med ind i vores fælles kamp mod corona-virus. På den måde løser de en del af udfordringen med at skaffe værnemidler nok – ikke bare her hos os i Glostrup – men i hele landet. Det er stærkt gået, siger han.

Stolte af at hjælpe

Stykka tjener ingen penge på deres visirer. Prisen, der kommer til at ligge mellem 21 og 28 kr. pr. visir, dækker kun omkostningerne ved produktionen.
Stifteren af Stykka, Jarl Engelbrecht Vindnæs, fortæller:

– Vi er stolte af at kunne hjælpe, og vi har gjort vores bedste for at skabe et produkt, der er enkelt, billigt og hurtigt at producere, og som kan laves af flere forskellige plastmaterialer. Og det hele går bare meget hurtigt i øjeblikket – der er allerede international efterspørgsel. Vi har for eksempel lige fået en forespørgsel på 100.000 visirer fra Nicaragua. Vi har også valgt at lægge det optimerede design ud på vores hjemmeside, så alle producenter i verden frit kan benytte det til at hjælpe de lokale myndigheder, siger han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top