fbpx
Hjælp på vej til folkeoplysning og foreningslivet
debat.jpg
DEBAT. Af Kim Valentin (V), Folketingsmedlem valgt i Ballerupkredsen, Ordfører for folkeoplysning

Folkeoplysning er kernevelfærd. Så enkelt kan det siges. Derfor glæder det mig utrolig meget, at vi nu er kommet i mål med en økonomisk håndsrækning på 141 millioner til landets højskoler, aftenskoler og Folkeuniversitetet.

Indtil nu har corona-krisen skabt stor usikkerhed om kulturlivets almennytte foreninger. Ifølge reglerne må de mange foreninger og selvejende institutioner ikke oparbejde større egenkapital. Af samme grund er de enormt sårbare, når de meget pludseligt må indstille aktiviteterne, som det er sket i denne tid.

Selv om de fleste foreninger må indstille deres aktivitet for en periode, har de stadig udgifter til sæsonens arrangementer. Det gælder ikke mindst løn til underviserne, som alle har planlagt deres tid og økonomi efter forårssæsonens aktiviteter. Uden økonomisk støtte til folkeoplysningen ville mange foreninger være i stor fare for at miste livsgrundlaget, ligesom mange undervisere ville miste arbejdet.

Foreningslivet er hjerteblod for mig, ligesom jeg ved, det er for mange danskere. Det er her, vi mødes om noget, lærer noget nyt eller bliver underholdt. Og det er frem for alt her, vi plejer fællesskabet. Den slags skal der være plads til at prioritere i et rigt og veludviklet samfund som det danske.

For der er ingen tvivl om, at Danmark også på den anden side af corona-krisen både er rigt og veludviklet. Det skyldes ikke mindst, at vi nu er enige om at støtte folkeoplysningen med 141 millioner. Der skal også være noget at samles om, når den værste corona-fare er drevet over.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top