fbpx
Første kommunalbestyrelsesmøde på afstand
2020-04-15_at_07-59-39_DSC_5863x.jpg

Foto: Robert Hendel

Normalt er der fyldt op i kommunalbestyrelsessalen i Brøndby, når der er byrådsmøde. Det var der ikke i april på grund af myndighedernes restriktioner. Foto: Robert Hendel
BRØNDBY. Borgmester Kent Magelund (S) og de øvrige medlemmer af kommunalbestyrelsen i Brøndby mødtes digitalt på det første møde siden myndighederne lukkede Danmark som følge af udbruddet af covid-19

Udbruddet af corona-virus har påvirket de fleste danskeres hverdag. Også på rådhuset i Brøndby er det ikke helt som det plejer.

Kommunalbestyrelsesmødet i sidste uge var ingen undtagelse. Da borgmester borgmester Kent Magelund (S) ringede med klokken i kommunalbestyrelsessalen klokken 17 den 15. april 2020, var ingen af kollegaerne i kommunalbestyrelsen til stede i rummet.

– Det er en historisk dag. Det er første gang, vi afholder et virtuelt kommunalbestyrelsesmøde, lød borgmesterens velkomst.

På grund af den aktuelle situation, hvor myndighederne har opfordret til at holde afstand, var det ikke muligt at samle alle 19 kommunalbestyrelsesmedlemmer, forvaltningsdirektører og tilhørere i samme lokale. Derfor sad de øvrige kommunalbestyrelsesmedlemmer bag en skærm i hver deres lokale, nogle på rådhuset, andre i eget hjem.

Kommunalbestyrelsesmødet var ikke helt som normalt på rådhuset i Brøndby i sidste uge. Foto: Robert Hendel

Den indledende sang var sløjfet, og kommunalbestyrelsesmedlemmerne havde på forhånd givet tilsagn til borgmesteren, hvis de havde kommentarer eller indslag til de enkelte punkter på dagsordenen.

– I forhold til at vi som kommunens øverste myndighed skal træffe vigtige beslutninger fungerede det digitale møde godt. Vi fik sagt det vi ville, forklarer Vagn Kjær-Hansen (SF) om det historiske møde.

Mødeoplevelsen var dog dårligere end normalt, fordi det var svært at se hinanden og mærke stemningen blandt de andre i kommunalbestyrelsen.

– Det var underligt at sidde alene og holde møde. Og så det at teknikken ikke er perfekt. Var der nogen som pludselig ikke kunne komme til at sige noget vigtigt til os andre? Det var ikke rart, siger Vagn Kjær-Hansen.

Samme oplevelse havde Allan Runager fra Dansk Folkeparti. Han ville helst have mødtes personligt.

– Det tillader omstændighederne desværre ikke. Jeg kan bedst lide, når man kan se folk i øjnene og få hele mimikken med. Det kan man ikke i sådan et system, så det bryder jeg mig faktisk ikke om, siger han om det noget usædvanlige møde.

På det digitale møde fremlagde borgmesteren blandt andet kommunens årsregnskab, der viser et samlet overskud på 11,3 millioner kroner i 2019.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top