Volleyball klub i DM-semifinale
200222-Final-4-semi-BVK-Holte-Eva-lob-LR-2.jpg
Nummer 1 Eva Bang lobber bolden. Foto: Lars Rasmussen
SPORT. Efter en overbevisende 3-0 sejr over VK Vestsjælland er Brøndby Volleyball Klubs kvinder klar til DM-semifinale

Søndag den 1. marts mødte Brøndby Volleyball Klubs kvinder VK Vestsjælland i den anden kvartfinale. Her leverede Brøndby kvinderne et suverænt spil, der sikrede dem en sejr med 3-0.
I første sæt sørgede Eva Bang, med en flot servestime, der indeholdt to esser, for at bringe sit mandskab foran med 8-0. Føringen skabte ro på spillet, og der kunne støt og roligt arbejdes på at udbygge føringen til slutcifrene 25-15.
Brøndby kom noget langsommere ud af starthullerne i andet sæt, hvor VK Vestsjælland fik taget en marginal føring frem til 9-8. Her fik Eva Bang, der efterfølgende fik TimeGruppen prisen som bedste spiller, for alvor bragt sine angribere til angreb. Det resulterede i endnu en sætgevinst på 25-15.
I tredje sæt fik VK Vestsjælland skabt en føring på 9-6, som Brøndby i Julie de Blancks serv eliminerede. Derfor tog Brøndby føringen med 10-9. VK Vestsjælland holdt dog stadig trit og førte 18-17, men Brøndby kom godt igen og fik hurtigt en føring med 21-18, inden de tog sættet med 25-20.
Brøndby skal i semifinalen møde Gentofte Volley, der ligeledes har vundet deres kvartfinale over Fortuna Odense med to gange 3-0. Semifinaleserien skal her spilles bedst af fem kampe.
I kraft af en bedre placering i grundspillet, har Brøndby hjemmebane i første, tredje og en eventuel femte semifinale.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top