Topscorer på stemmesedlen igen
DSC_9911x.jpg

Foto: Robert Hendel

Mattias Tesfaye er blevet genvalgt som socialdemokratisk folketingskandidat i Brøndby-kredsen. Foto: Robert Hendel
BRØNDBY. Socialdemokratiet har genvalgt Udlændinge- og Integrationsminister Mattias Tesfaye som den lokale folketingskandidat i Brøndby-kredsen. Også Jesper Clausson har fået genvalg til regionsrådsvalget, der finder sted næste år

Ved valget til Folketinget i sommeren 2019 blev Mattias Tesfaye den helt store stemmesluger i Københavns Omegns Storkreds med 15.219 personlige stemmer.
Her stillede han op i Brøndby-kredsen, hvor man er så tilfreds med den lokale kandidat, at man har valgt at genopstille ham.
– Vi har et fremragende samarbejde med både minister og regionsrådsmedlem, og det ønsker vi at fortsætte i den kommende valgperiode. Mattias arbejder hårdt og blev også belønnet med et fantastisk valgresultat til folketingsvalget. Det er vi godt tilfredse med, siger kredsformand Svend Dyrholm og tilføjer, at næste mål er at få Jesper Clausson genvalgt, så Vestegnen fortsat har en stemme i Regionsrådet.
– Selvom lægedækningen på Vestegnen er den bedste siden 2013, er det stadig et langt sejt træk at sikre, at alle har en praktiserende læge, hvor de bor, siger Jesper Clausson, der blev valgt for første gang ved valget i 2017 og sidder i Region Hovedstadens Sundhedsudvalg, Forebyggelsesudvalg og er Formand for Udvalget vedr. Unge med Psykisk Sygdom og Afhængighed.

Lokalt forankret
Udlændinge- og Integrationsminister Mattias Tesfaye har i de seneste mange år været opstillet i Brøndby-kredsen, hvor han i februar blev genvalgt som kandidat.
I Brøndby-kredsen alene scorede han 5.539 stemmer, og genvalget er derfor næppe nogen overraskelse, og der var da heller ikke konkurrence om posten.
– Jeg var den eneste opstillede, og jeg har også et godt samarbejde med alle de forskellige partiforeninger og mange borgere på Vestegnen, siger Mattias Tesfaye, der sætter stor pris på at have en opstillingskreds i nærheden af sin bopæl.
Det gør ifølge Udlændinge- og Integrationsministeren, at han efterhånden kender hvert et hjørne i de tre kommuner, som Brøndby-kredsen dækker. Ifølge Mattias Tesfaye er det faktisk en fordel, at han bor tæt på sin kreds.
– Jeg kan godt mærke på de politikere, der skal rejse langt for at komme hen til deres valgkreds, at de aldrig helt får den samme føling, lyder siger han.

Nul fine fornemmelser
Noget af det, som Mattias Tesfaye synes bedst om på Vestegnen, er mentaliteten.
– Her er vi ikke fine på den. Vi bedømmer ikke folk ud fra, hvor de kommer fra, men hvor de er på vej hen. Det er værdier, jeg godt selv kan spejle mig i, siger den genvalgte folketingskandidat, som fik belønnet sit flotte valg i 2019 med en ministerpost.
Han mener, at borgerne på Vestegnen er gode til at passe på hinanden.
– Vi ved godt, at der er nogen, der har det svært, og det er så en fælles opgave at sørge for, at de ikke fuldstændigt falder igennem sikkerhedsnettet, mener Mattias Tesfaye og tilføjer, at samfundet ikke kun skal være for de hurtige, de smarte og de rige.
For ministeren giver det værdi at arbejde for at område, hvor der er udfordringer, og det ikke bare kører for alle.
– Jeg kan godt lide at være der, hvor der er noget på spil, lyder det fra Mattias Tesfaye.
Han ser det som en styrke, at han har en anden baggrund end mange af sine minister-kollegaer.
– Jeg tror det, er vigtigt, at vi har en regering, hvor vi kommer fra alle egne af Danmark. Jeg er stolt af at repræsentere Vestegnen, og jeg er bevidst om, at når jeg får flest stemmer her, så er der også et ansvar, siger Mattias Tesfaye og tilføjer:
– Derfor er jeg også glad for at være minister og påtage mig opgaver, der er helt åbenlyse her på Vestegnen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top