fbpx
Næstformand til aktionærer: Bliv hjemme
2005-06-11_at_16-02-57_DSC_0561x_new.jpg

Foto: Robert Hendel

Brøndby IF har bedt sine aktionærer om ikke at dukke op til den årlige generalforsamling på grund af risikoen for covid-19. Foto: Robert Hendel (arkiv)
SPORT. Risiko for covid-19 får Brøndby IF til at bede sine aktionærer om at blive hjemme, når der er ordinær generalforsamling i denne uge

Normalt er generalforsamlingerne i selskabet bag Brøndby IF ganske velbesøgte.

I år tyder noget på, at det mønster bliver brudt. For at imødekomme myndighedernes påbud om ikke at samles i grupper på mere end 10 personer, har Brøndby IF sendt en besked ud til sine aktionærer med en opfordring til ikke at møde op.

– Vi er klar over, at dette er en særdeles beklagelig situation. Vi tager disse forholdsregler af hensyn til vores aktionærers sikkerhed samt for at bidrage til at minimere yderligere spredning af covid-19 virusset, siger Jesper Møller, der er næstformand i Brøndby IF.

Han havde ellers set frem til det årlige møde med aktionærerne, men hensynet til folkesundheden vejer tungest.

Derfor håber han, at aktionærerne i stedet vil benytte sig af muligheden for at brevstemme elektronisk.

Livestreaming i stedet

Ifølge brevet til aktionærerne har bestyrelsen overvejet at flytte generalforsamlingen.

– Vi har drøftet, om vi skulle udskyde generalforsamlingen, men vi har konkluderet, at vi ikke ønsker at udskyde generalforsamlingen til et senere tidspunkt, hvor vi forventeligt kommer til at skulle afholde en lang række kampe på kort tid, og det er vores ønske, at vi på det tidspunkt skal bruge al fokus på at afvikle disse kampe bedst muligt, lyder det fra Jesper Møller.

Som en service vil generalforsamlingen i stedet blive transmitteret live. Samtidig har Brøndby IF besluttet at holde et orienteringsmøde for aktionærer på et senere tidspunkt, hvor der bliver mulighed for at stille spørgsmål til bestyrelsen og direktionen.

Corona koster indtjening

Det er dog ikke kun aktionærerne, som klubben beder bliver hjemme.

Som en konsekvens af nedlukningen af sportsaktiviteter i Danmark, har Brøndby IF tidligere bedt størstedelen af sine medarbejdere om at blive hjemme, indtil situationen igen er normal.

– Vores indtægtsgrundlag er reelt blevet fjernet fra os på under to uger, og dette tiltag er en nødvendighed for at fastholde arbejdspladserne fremadrettet. Alle medarbejdere vil få fuld løn i perioden med støtte fra regeringens trepartsordning, siger administrerende direktør i Brøndby IF, Ole Palmå, til klubbens officielle hjemmeside Brondby.com.

Klubben arbejder sammen med Divisionsforeningen, Dansk Erhverv og myndighederne for at sikre, at fodboldbranchen også har et økonomisk fundament, når hverdagen i det danske samfund igen begynder at indfinde sig.

– Så snart situationen tillader det, og myndighederne vurderer, at tiden er den rette, så glæder vi os til at se alle vores gode kollegaer tilbage i klubben, siger Ole Palmå ifølge Brondby.com.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top