Løbeklub laver gå-hold
Løb-og-gå-i-Vallensbæk.jpg
Foreningen Løb i Vallensbæk laver nu også et hold, hvor man kan gå.
SPORT. Foreningen Løb i Vallensbæk fejrer 10 års jubilæum – og udvider med et gå-hold

Løbeinteresserede i og omkring Vallensbæk har nu i 10 år haft mulighed for at få luftet løbeskoene og samtidigt vende stort og småt på hyggelige løbeture.
Klubben er nemlig ikke kun et sted for de mest seriøse løbere. Det skal også være sjovt og socialt at være med i løbeklubben, siger den nyvalgte formand, Jan Mose.
Jan fortæller videre, at klubben tilbyder 4-5 løbehold. Og som noget nyt er der også et hold for dem, der hellere vil gå en rask tur.
– Vi har fællestræning, både onsdag og lørdag. Det er på tværs af alle holdene, og de mest dedikerede medlemmer møder op hele året – også når det regner og blæser. Der er faktisk kun i tilfælde af kraftigt tordenvejr, at vi aflyser, fortæller Jan.
Klubben har plads til endnu flere aktive medlemmer.
– Løbeklubben støtter gerne op om medlemmernes mål, for eksempel Royal Run med kronprinsen, et helt eller halvt maraton, eller måske en gåtur til Helsingør, siger formanden.
På hjemmesiden lobivallensbaek.dk er der mere information om klubben og om de forskellige hold.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top