Lanciers og limousiner til gymnasie-galla
2020-03-06_at_18-35-36_DSC_4464x.jpg

Foto: Robert Hendel

Foto: Robert Hendel
BRØNDBY. Første fredag i marts stod området omkring Brøndby Stadion i gallafestens tegn. Her tog de yngste elever imod de kommende studenter fra Brøndby Gymnasium, der ankom på den røde løber

Elegante jakkesæt, glamourøse kjoler, limousiner og lanciers.

Det var nogle af ingredienser til årets fest på Brøndby Gymnasium. Fredag den 6. marts slog skolen dørene op til den årlige gallafest, der i år var tilbage i Michael Laudrup Lounge på Brøndby Stadion.

Her ankom de ældste elever på skolen på den røde løber, hvor forældrene i første omgang stod klar med mobiltelefonerne, så de kunne forevige ankomsten i de stilfulde jakkesæt og lange kjoler.

– Man føler sig ret speciel, når de står der og tager imod en på den røde løber, forklarer Sissel Bøje Kildenhofer, der går i 3.G på Brøndby Gymnasium.

Hendes dansepartner bemærkede, at der blev taget en del billeder af parret, da de ankom til skolen.

– Det var meget sjovt at prøve, siger Lucas Holme Jansson fra 1.HF, der dansede sammen med den kommende student.

At de blev et galla-par, kan de takke Sissel Bøje Kildenhofers veninde for.

– Sissels veninde spurgte mig, om jeg ville danse med Sissel, og det sagde jeg pænt ja til, så det tog jeg med et høfligt smil, forklarer Lucas Holme Jansson, der fik lov til at følges med en 3.G-elev på den røde løber.

Koster mange penge

Begge elever fortæller, at de har brugt både tid og penge på at finde det rigtige outfit til aftenen. For Sissel Bøje Kildenhofer var det en stor udfordring.

– Jeg tror, at jeg har kigget på 10 hjemmesider. Jeg tror, at jeg har prøvet 3-4 stykker, så det har ikke været helt nemt. Enten var den for stor eller for lille, og så var der en, der skulle sys lidt ind. Det var lidt besværlig, siger Sissel Bøje Kildenhofer, der mener, at hun har brugt mellem 500 og 2.000 kroner på at finde den rigtige kjole.

Også hendes partner har haft den store pengepung oppe inden festen.

– Jeg har nok brugt 5.000 på mit. Men jeg arbejder også i en tøjbutik, så der er lidt godter, man kan hente, forklarer Lucas Holme Jansson, der synes, at han har fået gode metervarer for pengene.

Følger myndighederne

I sidste uge opfordrede de danske myndigheder til, at arrangementer med mere end 1.000 deltagere ville blive udskudt eller aflyst for at begrænse spredningen af coronavirus.

Selvom skolens fest havde under 1.000 deltagere, er det noget, som gymnasiet tager alvorligt.

– Vi følger kommunens og Sundhedsstyrelsens anbefalinger, ligesom vi har en masse skrappe regler omkring afspritning og håndvaskhygiejne, forklarer skolens rektor Pia Sadolin.

I samme anledning opfordrede hun skolens elever til at begrænse kindkys og krammere til forældre og venner, men hun understreger, at skolen havde et stort ønske om at gennemføre festen, der for første gang havde deltagelse af hf-eleverne fra skolen.

Det ønske blev opfyldt fredag aften, da Michael Laudrup Lounge blev forvandlet til en stor balsal.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top