Lærlinge er mere udsat for ulykker – byggefirma har vendt udviklingen
Signa-Petersen-1.jpg
Signa Kyllebæk Petersen har som arbejdsmiljøkoordinator fået nedbragt antallet af arbejdsulykker. Foto: Arbejdsmiljørådet
GLOSTRUP. Hos Einar Kornerup A/S var lærlinge tidligere overrepræsenterede i statistikken over arbejdsulykker. Derfor satte virksomheden alle sejl til for at sikre sig, at statistikken blev vendt. Nu er niveauet faldet, og det har givet en nominering til Arbejdsmiljøprisen 2020

Hos entreprenørfirmaet Einar Kornerup A/S fra Glostrup har man en lang tradition for at uddanne lærlinge. Man har også en tradition for at undersøge alle arbejdsulykker. Så da det kom frem i pressen, at unge og nye medarbejdere generelt var overrepræsenterede i statistikker for arbejdsulykker i branchen, fik det virksomheden til at se indad.
– Selvom vi undersøgte alle vores arbejdsulykker, havde vi ikke fokus på, om det var unge eller nye medarbejdere. Da vi undersøgte det, viste det sig, at vi så ud som resten af branchen. Derefter gik vi i gang med at prøve at finde ud af, hvad det skyldtes, og hvad vi kunne gøre for at rette op på det, fortæller Signa Kyllebæk Petersen, der er arbejdsmiljøkoordinator på 13. år for Einar Kornerup A/S.
Hos Einar Kornerup A/S blev de enige om, at de måtte have nogle konkrete tiltag, der gjorde, at arbejdsulykkerne blandt unge og nye medarbejdere faldt.
De udarbejdede en rutine til modtagelsen af nye medarbejdere, der blandt andet sørgede for, at alle lærlinge fik en lærlingeansvarlig, og at de indenfor den første uge af ansættelsen gennemførte et kursus i arbejdsmiljø. Udover det, skulle der på forhånd være en aftale om, hvem der er deres kontaktperson, inden de møder på en byggeplads. Som lærlingeansvarlig er det også vigtigt, at man husker at opfordre sine lærlinge til at sige fra overfor farlige situationer og huske at spørge, hvis man er i tvivl.
– Vi mødes to gange om året med lærlingene inde på vores kontor og taler om, hvad der sker ude på pladserne. Vi taler også om arbejdsmiljø og lægger også op til, at de deler deres oplevelser. Jeg tror, man som lærling får en oplevelse af, at det er legalt at tage arbejdsmiljømæssige spørgsmål op, siger Signa Kyllebæk Petersen.

Én ulykke på fem år
Indsatsen for at nedbringe antallet af arbejdsulykker blandt lærlinge har båret frugt. Niveauet for ulykker blandt lærlingene er nu på niveau med de øvrige medarbejdere. Siden 2014 har Einar Kornerup A/S faktisk kun registreret én ulykke, der involverede unge medarbejdere.
– Det var en murer, der faldt ned fra en trappestige på 80 cm, så det var ikke en alvorlig skade, der resulterede i fravær. Man kan dog sagtens slå sig, og vi sørger for, at alle arbejdsulykker bliver indberettet, uanset alvorligheden, fordi vi kan lære af det og undgå fremtidige og mere alvorlige ulykker, siger Signa Kyllebæk Petersen.
Formand for Arbejdsmiljørådet Cristina Lage roser Einar Kornerup A/S for at sætte fokus på lærlinge og nye medarbejderes arbejdsmiljø og sikkerhed – for det er der et generelt behov for.
– Fra forskningen ved vi nemlig, at nye medarbejdere oftere kommer ud for arbejdsulykker. Hos Einar Kornerup A/S får de nyansatte en grundig introduktion og oplæring. Det vedvarende og systematiske fokus på lærlinge har givet gode resultater. Jeg er sikker på, at indsatsen kan inspirere andre arbejdspladser i branchen, siger hun.
Einar Kornerup A/S er nomineret til Arbejdsmiljøprisen 2020 i kategorien Unge og nyansattes arbejdsmiljø.

Arbejdsmiljøprisen
Arbejdsmiljøprisen uddeles af Arbejdsmiljørådet i fire kategorier, hvor der er tre nominerede i hver kategori. Det er arbejdspladser, som gør noget særligt for arbejdsmiljøet, og som kan inspirere andre. De 12 nominerede arbejdspladser og de fire vindere udvælges af en dommerkomité, der består af repræsentanter fra DA, FH, KL, Lederne og Akade-mikerne og formand for Arbejdsmiljørådet Cristina Lage. Vinderne af Arbejdsmiljøprisen 2020 kåres tirsdag den 21. april i DGI-byen i København.
Einar Kornerup A/S
Einar Kornerup A/S er en del af Einar Kornerup-koncernen. Siden 1907 har virksomheden udført byggeopgaver for det offentlige og det private. Einar Kornerup A/S beskæftiger cirka 250 medarbejdere og har hovedkontor på Paul Bergsøes Vej i Glostrup.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top