fbpx
Debat om udligning mellem uenige partier
Henrik-Rasmussen.jpg
Henrik Rasmussen håber, at Vallensbæk-borgerne vil stille kritiske spørgsmål til Mattias Tesfaye.
VALLENSBÆK. Onsdag er der debat om reformen af udligningen mellem Mattias Tesfaye (S), Rasmus Jarlov (K) og Henrik Rasmussen
Opdatering: Arrangementet er aflyst, da Mattias Tesfaye er blevet forhindret.

Der findes næppe to partier, der er mere uenige om reformen af den kommunale udligning end Det Konservative Folkeparti og Socialdemokratiet. Derfor er konservative også ude af forhandlingerne om reformen, som ledes af regeringspartiet Socialdemokratiet.
Men man skal jo debattere med dem, man er mest uenig med, så onsdag den 11. marts klokken 19.30 til 21 er det repræsentanter for netop de to partier, der går i debat med hinanden i Vallensbæk Kultur- og Borgerhus.
Her kommer udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S), folketingsmedlem Rasmus Jarlov (K) og borgmester i Vallensbæk Henrik Rasmussen (K).
Sidstnævnet håber, at de Vallensbækborgere, der kommer til debatten, får svar på nogle ind til videre ubesvarede spørgsmål.
– Vallensbæk, er en effektivt drevet kommune, der i forvejen betaler rigtig meget til andre kommuner. Måske bliver de klogere på, hvorfor vi skal stige i skat for at betale mere til kommuner, som har et højere rådighedsbeløb end os, siger han.
Han håber, at borgerne fra Vallensbæk vil gå den socialdemokratiske borgmester på klingen.
– Det er ministeren, der har udspillet. De Konservative er smidt ud af forhandlingerne, men det er også de konservative kommuner, der bliver ramt af reformen, så jeg synes, det vil være rart at få at vide, hvad regeringen tænker om incitamentstrukturen i at være en godt drevet kommune, der faktisk løser nogle samfundsmæssige problemer. Jeg synes, man skal stille spørgsmål til, hvordan det kan være, at Vallensbæk skal være en dyrere kommune at bo i end nabokommunerne, selvom vi løser mange af de samme udfordringer, siger borgmesteren.

Sender breve
Henrik Rasmussen har flere gange forsøgt at komme med sit indspark til forhandlingerne på Christiansborg. I sidste uge sende han for eksempel et brev sammen med Dragørs borgmester Eik Dahl Bidstrup (V). De to pegede på, at det virker underligt, at de som små kommuner med under 20.000 indbyggere får at vide, at de ikke er økonomisk bæredygtige, men samtidig skal aflevere penge til større kommuner.
– Nu ser det altså ud til, at regeringen vil pumpe Vallensbæk og Dragørs borgere for endnu flere penge for at kunne give til såkaldt fattige kommuner som for eksempel Ishøj og Tårnby – netop de kommuner, som Vallensbæk og Dragør har forpligtende samarbejde med. Det er da ironisk, mener Henrik Rasmussen.
Han har også tidligere sendt et brev sammen med borgmester i Høje-Taastrup Kommune, Michael Ziegler (K), hvor de kritiserer et forslag fra Venstre om at reducere udligningen med baggrund i antallet af udlændinge.
– Vi bruger økonomien i udlændingeudligningen til at sikre, at vores udlændinge mestrer det danske sprog, får en god skolegang og dermed en sikker vej ind på arbejdsmarkedet. Det har andre dele af regeringen allerede anerkendt, idet udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye har udråbt Vallensbæk Kommune til landets bedste kommune til at få nyankomne i arbejde. Og vi kan derfor ikke genkende, at der skulle være noget overskud i udlændingeudligningen, siger Henrik Rasmussen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top