fbpx
Volleyball klub hiver to sejre hjem
SPORT. Brøndby Volleyball Klubs Volleyligakvinder har kvalificeret sig til Final-4 efter en sejr over VK Vestsjælland

Brøndby Volleyball Klubs Volleyligakvinder har hevet hele to sejre hjem. Den 23. januar vandt de overbevisende 3-0 over VK Vestsjælland, hvorfor Brøndby kvalificerede sig til Final-4, som afvikles i Aarhus den 21.-22. februar. Lige så overbevisende blev 3-0 sejren i Volleyligaen over Fortuna Odense den 1. februar.
I kvartfinalen mod VK Vestsjælland lagde Brøndby sig i front fra start i alle tre sæt. Brøndby kom hurtigt foran 6-1. Servemodtagningerne var generelt rigtig gode og var med til at bringe første sæt hjem med 25-19. I de efterfølgende to sæt var Brøndby også godt spillende. Sofia Bisgaard lå med en stabil kill-procent, og Jaime Kosiorek var sikkerheden selv med ti point på tolv angreb i de to sæt og gav dermed sit bidrag til de to sæt, der sluttede 25-18, 25-15.
Med sejren har Brøndby, der er regerende pokalmester, sikret sig adgang til Final-4, hvor de i semifinalen har trukket Holte IF. De to hold har mødt hinanden i de seneste fire pokalfinaler og i seks ud af de syv seneste finaler. I år kommer det store brag i semifinalen, og den 22. februar skal vinderen møde modstanderen, der enten bliver Gentofte Volley eller den aarhusianske arrangør ASV Elite.
Mod Fortuna Odense Volley vandt Vestegns pigerne også en overbevisende sejr, selvom de var ramt af sygdom. Brøndby var meget fokuseret på opgaven og på nær syv servefejl, som var med til at skæmme indtrykket af første sæt, var der stort set ikke en finger at sætte på Brøndbys indsats. Derfor sluttede første sæt af med 15-18 til Brøndby. De næste to sæt sluttede også godt af til Brøndbys fordel med de overbevisende cifre 25-8 på tredje sæt. Dermed fastholder Brøndby sin 2. plads i ligaen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top