fbpx
Højstrupparken bliver renoveret
Højstrupparken-1.jpg
Boligerne her i Højstrupparken skal renoveres for 24 millioner kroner. Foto: Jesper Ernst Henriksen
VALLENSBÆK. Højstrupparken skal renoveres for 24 millioner kroner. Det kommer til at give nogle store huslejestigninger

Højstrupparken blev bygget i 1965 og bygningernes vand- og varmeinstallationer trænger nu til en udskiftning. Beboerne i området har derfor besluttet, at der skal bruges næsten 24 millioner kroner på projektet. Pengene bliver lånt i et almindeligt realkreditlån, der skal betales tilbage via huslejestigninger. Huslejen stiger derfor næsten 13 procent, svarende til 904 kroner, hvis man har en 100 kvadratmeter stor lejlighed. Da huslejestigningerne er så store, skal kommunalbestyrelsen godkende den. Projektet omfatter et nyt varmeanlæg, der bliver to-strenget i stedet for et-strenget. Der kommer nye radiatorer, faldstammer og rør.
– Til baggrund for beslutningen ligger en tilstandsrapport, der viser, at vand- og varmeinstallationerne er i meget dårlig stand med tæringer og utætheder og en gennemgribende renovering derfor er nødvendig. Størstedelen af installationerne er fra 1965 da Højttrupparken blev bygget og tilstanden er derfor forventelig, sagde Ricky van Overeem (K).
Kenneth Kristensen Berth mente, at det var en meget stor huslejestigning.
– Jeg tror, at selv folk med gode indkomster, godt ville kunne mærke en huslejestigning på 10.000 kroner om året. Vi har afsøgt, om vi har nogen muligheder her fra kommunalbestyrelsen for at gøre noget ved det her. Men vi har ikke nogen muligheder, sagde han.
Jytte Bendtsen (K) påpegede, at kommunalbestyrelsen faktisk godt kan stemme nej.
– Det er rigtigt, at det er mange penge, til gengæld kan vi glæde os over, at det ikke er høje huslejer. Vi kunne godt stemme imod, hvis de ønskede noget fuldstændigt ekstravagant. Men at stemme imod, at de får nye vandrør og ny varme, det er nok svært, sagde hun.
Renoveringen og huslejestigningen blev enstemmigt godkendt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top