Det er blevet meget dyrt at klæde om
debat.jpg
DEBAT. Tove Godt Hansen og Mogens Mathiesen Vældegårdsvej, Glostrup

Til politikerne i Glostrup Kommune. Mon I vidste hvad beslutningen fik af konsekvenser. Fra 1. januar 2020 har I taget en beslutning, der betyder elendige bade- og omklædningsforhold for os, der benytter motionscentret i Glostrup Fritidscenter. Før kunne vi bruge de lækre omklædnings- og badefaciliteter sammen med brugerne af svømmehallen.
Vi betaler som pensionist 622 kroner for at bruge motionscenteret. Nu skal vi så oveni betale for at svømme, godt 900 kroner skønt vi kun bruger omklædnings- og badefaciliteter. Det er ikke rimeligt for os som brugere. Det er en ommer. Alt dette for at spare cirka 200.000 kroner. Der er flere løsningsmuligheder. Man kan lade os, som før, bruge svømmehallens bad og omklædning og give os et særlig farvet armbånd til dette. Ellers kan man opsætte indgang til svømningen efter omklædningen, så de, der skal i svømmehallen, skal klikke sig ind.
Man kan også ombygge bade og omklædning i kælderen, så de er på samme niveau som i svømmehallen. Der er sikkert andre gode muligheder.
Personalet i Fritidscenteret må daglig høre på “klager” – det er ikke rimeligt – de skal ikke lide under en forkert ugennemtænkt beslutning. Der er også indsamlet 125 underskrifter af Ib Kümmel, så der kan blive rettet op på de urimelige forhold.
Vi ser frem til, at der snarest kommer en løsning, så vi igen får ordnede bade- og omklædningsforhold.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top