fbpx
Annette meldte sig til Fitness og Fællesskaber: Det er hårdt, men det nytter noget
Fitness-og-Fællesskaber-Annette.jpg
Annette Dworak har fået meget ud af fitness og fællesskaber.
VALLENSBÆK. En stærkere og mere bevægelig krop, øget energi og et nyt fællesskab. Det er bare nogle af de gevinster, Annette Dworak har fået ud af Vallensbæk Kommunes sundhedstilbud Fitness og Fællesskaber

I efteråret blev 53-årige Annette Dworak fra Vallensbæk ringet op af sin veninde. Veninden havde set, at Vallensbæk Kommune startede et nyt hold ”Fitness og fællesskaber” op og spurgte, om det ikke var noget for hende.
Annette havde tidligere overvejet at tilmelde sig sundhedstilbuddet, men denne gang blev tanken omsat til handling.
– Jeg meldte mig til, fordi jeg selvfølgelig gerne ville tabe mig, og fordi jeg var irriteret over, at jeg brugte for mange aftener på bare at ligge på sofaen, fortæller Annette.
Hun havde tidligere prøvet alt fra svømning til fitness i kampen mod kiloene og dårlig kondi, men hver gang blev håndklædet kastet i ringen halvvejs.
Nu bliver håndklædet i stedet flittigt brugt til at fjerne svedperler fra panden, for Annette er gået til træningsopgaven med stor dedikation.
Allerede to uger inde i forløbet valgte hun at supplere ugens obligatoriske to træningsgange med håndboldfitness om tirsdagen, og senere blev lørdag også sat af til træning. Det betyder, at Annette i dag træner fire gange om ugen.
– Det har været sindssygt hårdt. Som virkelig hårdt, og jeg har været så øm, fortæller Annette, der nu høster belønningens frugt ved den hårde træning:
– Jeg er blevet mere bevægelig, og jeg har styrket min krop. Min balance er blevet bedre, jeg kan lave planke, jeg kan sjippe nu – det har jeg ikke kunne i flere år. Det har virkelig vendt alt for mig.

Ryd kalenderen
Ifølge Annette har det stor betydning, at man er et hold, der træner sammen:
– Vi er fælles om at have et problem – det kan være 10 kilo for meget, det kan være 60. Men det betyder noget, at du har et hold, du skal stå til regnskab for.
Samtidig fik hun et råd om at rydde kalenderen for private aftaler i starten, så hun havde ro til at køre træningen ind, og det har hjulpet hende rigtig meget. Hun fremhæver det også som en kæmpe motivation at have en personlig træner, der skubber på, roser og fortæller, at det nytter.
– Du skal blive ved – og det er hårdt, men det nytter noget – det kan jeg mærke.

Nyt hold til marts
Som deltager træner man fast to gange om ugen på holdet. Det vil være mandage og torsdage. Der kan være dage, hvor man skal ud i naturen og træne.
Ud over holdtræningen forventes det, at man selv træner en eller to dage yderligere om ugen.
Det kan være gåture, træning i fitnesscenter eller i en idrætsforening. Man har desuden mulighed for at få samtaler med diætisten.
For at deltage, skal man have et BMI på 30 eller derover eller have type 2 diabetes.
Træningen kører mandage og torsdage om aftenen i perioden 23. marts til 18. juni.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top