fbpx
Lad os fokusere på de positive ting ved skolen
debat.jpg
DEBAT. Af Mille Borch Sloth Formand for skolebestyrelsen på Glostrup Skole

Før sommerferien blev der lavet en aftale om justering af skolestrukturen og en vellidt afdelingsskoleleder blev afskediget. Skolens driftsbudget bliver beskåret, og senest er vores visionære skoleleder, Yasar, stoppet som skoleleder.
Jeg er ikke enig i ret mange af de beslutninger, der er truffet fra Kommunalbestyrelsens og administrationens side. Men det er beslutninger, vi må leve med – det er rammevilkår for skolen og for os som skolebestyrelse. Erfaring viser, at vi kan have de tungeste argumenter og erfaringer, men det er ikke os, der træffer de endelige beslutninger. I sidste ende er det os selv, der har peget på de politikere, der træffer beslutningerne. Det kan vi først gøre noget ved til næste kommunalvalg. Og når det kommer til personalesager, har vi ingen indflydelse.
Så nu er det på tide at acceptere rammevilkårene, som de er indtil videre. Hvis vi bliver ved med at sidde og brokke os, være bekymrede og tale skolen ned, så bliver det ikke bedre. Jeg vil derfor tillade mig at fokusere på de positive ting ved skolen og ved den politiske aftale om skolen.
Vi har en ledergruppe, der er rykket tættere sammen for at løfte skolelederopgaverne sammen med Jonas – og det ser ud til at fungere godt. Vi har en masse engagerede lærere og pædagoger, der gerne vil være med til at implementere den politiske aftale. Vi har en masse dygtige elever med potentiale. Og vi har en masse forældre, som vil deres børns skole det bedste. Så vi har guldet til at bygge vores skoles fremtid på. Værktøjet, der kan få det til at ske, er for mig at se nærdemokrati i de lokale råd. Og rådene er lige på trapperne.
Jeg håber på et nyt år, hvor vi ser fremad, rykker os sammen og arbejder konstruktivt med skolen. Godt nytår.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top