fbpx
Jeg er træt af vanvidskørsel
debat.jpg
DEBAT. Af Henrik Carlsen, Siestavej 13 st.th., 2600 Glostrup

Jeg er ved at være godt træt af vanvidsbilister og -motorcyklister på Hovedvejen.
Især fredag og lørdag aften fra klokken 18 til langt ud på natten ræser unge mennesker i muskelbiler op og ned og frem og tilbage med hastigheder langt over 100 km/t. Ja, jeg har vurderet visse biler nå hastigheder på 150-180 km/t, når de kører ræs fra Nørre Allé-krydset ned mod Byparken.
Luften er tung af benzinos. Larmen er støjforurenende. Og en dag kommer det til at gå ud over uskyldige mennesker i en stor ulykke. Politiet siger, at de prøver at være meget synligt til stede, men de har mange andre opgaver. De kalder Hovedvejen for Striben. Hvad siger Glostrups kommunalpolitikere? Skal en hel bydel finde sig i at blive terroriseret af vanvidskørsel? Skal der lig på bordet, før der kommer trafikforanstaltninger i form af hastighedsdæmpende belægning, rundkørsler, vejbump eller lignende?

Svar: Vi er i dialog med politiet
Af Søren Enemark (S)
Formand for Miljø-, Teknik- og Ejendomsudvalget i Glostrup Kommune

Da kommunen overtog Hovedvejen fra Københavns Amt i 2007 var en af de første handlinger at nedsætte den skiltede hastighed fra 70 til 50 km/t for at fredeliggøre vejen. Det har medført en generel nedsættelse af hastigheden gennem bymidten. Det er svært at forhindre, at nogle få bilister og motorcyklister vælger at køre vanvidskørsel til fare for sig selv og andre. Når det alligevel sker, er det en sag for Vestegnens Politi.
Jeg har fra andre beboere på Hovedvejen på hele stykket fra Ringvejskrydset til Paul Bergsøes Vej fået oplyst, at der specielt om sommeren er en del unge mennesker, som skal vise os andre, at de har biler og motorcykler, der både larmer meget, og som kan køre meget stærkt. I 2019 samledes de på parkeringspladsen ved Hermods Allé, inden de kørte videre til ”Striben” andre steder på Vestegnen. Det har givet en del støjproblemer både på Hovedvejen og i de omkringliggende kvarterer til stor gene for de berørte borgere.
Jeg ved dog også, at Vestegnens Politi holder et vågent øje med netop de unge, som synes, at gaderace er sjov, og de er tit massivt til stede ved de unges mødesteder.
Vi er naturligvis i løbende dialog med politiet for at sikre, at færdselsreglerne overholdes, og det kan nævnes, at politiets fartkontrol meget ofte er opsat på den del af Hovedvejen, som du nævner, hvilket er medvirkende til at holde hastigheden nede. Politiets hastighedskontrol er dog kun på stedet i dagtimerne og ikke så meget i aftentimerne og i weekends. Jeg kunne dog også godt tænke mig, at politiet kunne foretage kontrollen andre steder på strækningen.
Derudover holder vi fra Glostrup Kommunes side naturligvis også øje med, at trafikken forløber på en hensigtsmæssig måde, men at etablere bump eller chikaner på vejen får vi nok ikke lov til.

1 kommentar om “Jeg er træt af vanvidskørsel”

  1. Niels j pedersen siger:

    Det er samme problem på Roskildevej i rødovre.
    Selvom foto bilen holder både i rødovre og i Glostrup så. Så kører de som sindssyge
    Måske vestegnens politi skulle sætte vogne op med foto om aften og natten spicekt om sommeren

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top