fbpx
Brandmand ramt af fyrværkeri
Brandmand.jpg
En brandmand blev ramt af et fyrværkeri i ansigtet under en brand i søndags. Foto: presse-fotos.dk
BRØNDBY. Efter en brandmand blev ramt i ansigtet af fyrværkeri i søndags, kører Københavns Vestegns Politi så vidt muligt med, når brandvæsenet rykker ud

Søndag morgen var brandvæsen og politi til stede ved en ildebrand i et kolonihavehus i Esplanaden i Brøndby Strand. Politiet er ved at undersøge, hvad der forårsagede selve branden.
Under branden blev en brandmand ramt af fyrværkeri i ansigtet, så han måtte behandles på skadestuen. Han slap sandsynligvis uden alvorlige skader, men Københavns Vestegns Politi efterforsker nu hændelsen efter straffelovens § 252, som handler om at forvolde fare for andres liv og førlighed, og som har op til otte år i strafferammen.
Politiet traf fire unge i området, men der er på nuværende tidspunkt ikke rejst sigtelse mod nogen mistænkte.
– Det er uacceptabelt og farligt at skyde med fyrværkeri direkte mod andre mennesker – og når man oven i købet skyder på én, som arbejder for at redde andre, er det endnu mere meningsløst, siger Kim Christiansen, politidirektør.
I forvejen er politiet mere opmærksom på fyrværkeri her op til nytår, men efter brandmanden blev ramt i søndags, øger Københavns Vestegns Politi nu sit fokus yderligere.
– I det omfang vi har mulighed for det, kører vi med, når brandvæsenet rykker ud. Det gør vi for at sikre, de kan arbejde og hjælpe andre i ro og fred, siger Kim Christiansen.
Han tilføjer, at Københavns Vestegns Politi agter at gøre, hvad der er muligt for at stoppe og retsforfølge den type personfarlig kriminalitet, og han opfordrer også forældre til at tage en fornuftssnak med deres børn og unge.
Københavns Vestegns Politi hører gerne fra vidner eller andre, som måtte have oplysninger om hændelsen på 114 døgnet rundt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top