Boom i antallet af arbejdspladser
Delta-Park-1-Ricoh-TopToy.jpg
Dette nye erhvervsområde i Vallensbæk har været med til at øge antallet af arbejdspladser i kommunen.
VALLENSBÆK. I Vallensbæk er der skabt 31,5 procent flere arbejdspladser på ti år. De er dermed den kommune, der har haft den største stigning i antallet af arbejdspladser

Hvert år i november opgør Danmarks Statistik, hvor mange beskæftigede der er i hver kommune.
Da den økonomiske krise ramte tilbage i nullerne, oplevede en del kommuner en stor tilbagegang i antallet af arbejdspladser. Nu er Danmark ude af krisen, og nu viser statistikken, at Vallensbæk er den kommune i landet, der kommer ud med den største procentvise stigning i arbejdspladser fra 2008-18. I 2008 var der nemlig 4.377 arbejdspladser i Vallensbæk Kommune, mens der i november 2018 var 5.754. Det er en stigning på 31,5 procent og det er den største stigning i hele landet.
– Folk grinede af mig, da jeg for ti år siden sagde, at Vallensbæk også skulle være en erhvervskommune. Vi har i lang tid arbejdet for at opfylde en vision om, at gøre plads til mere erhverv, og det er i høj grad lykkedes. Jeg er stolt over, at Vallensbæk nu også er en erhvervskommune, siger borgmester Henrik Rasmussen.

Company Park
I løbet af de ti år, som undersøgelsen dækker, er Vallensbæk Company Park skudt i vejret. Fire company houses med tilsammen 20.000 kvadratmeter erhverv spiller helt sikkert en stor rolle i Vallensbæks flotte placering i opgørelsen.
Anerkendte virksomheder har valgt at have kontor på denne attraktive beliggenhed i Vallensbæk Company Park blandt andet Capgemini, Estée Lauder, SuperOffice, Ricoh, OBH, Orkla og senest kunne kommunen byde Takedas 120 ansatte velkommen. Takeda er en japansk medicinalgigant, der producerer receptpligtige lægemidler og håndkøbsmedicin.

Forskel for erhvervslivet
I flere undersøgelser fra Dansk Byggeri og Dansk Industri ligger Vallensbæk lunt på en række vigtige parametre for erhvervslivet, f.eks. når det gælder byggesagsbehandlingen, transport og infrastruktur.
Vallensbæk er i 2019 kåret til kommunen med det bedste erhvervsklima på Sjælland – og bedst i landet, når det gælder samarbejdet mellem virksomheder og skoler.
– Vallensbæk vil derfor gøre en forskel for erhvervslivet. Vi vil lette hverdagen og skabe optimale rammer for at kunne drive virksomhed. Derfor er det naturligt, at vi tilbyder fleksibel service af høj kvalitet. Vi vil tilbyde ordentlige vilkår og understøtte virksomhedernes behov for kvalificeret arbejdskraft, siger borgmesteren.

Fremgangen
Vallensbæk Kommune er gået fra 4.377 arbejdspladser i 2008 til 5.754 arbejdspladser i 2018, hvilket er en fremgang på 31,5 procent. Det er den højeste fremgang i Danmark.
Glostrup Kommune er gået fra 20.920 arbejdspladser i 2008 til 21.889 arbejdspladser i 2018, hvilket er en fremgang på 4,6 procent. Det er den 19. højeste i Danmark.
Brøndby Kommune er gået fra 24.356 arbejdspladser i 2008 til 24.982 arbejdspladser i 2018, hvilket er en fremgang på 2,6 procent. Det er den 28. højeste i Danmark.
Tallene er antallet af arbejdspladser. Der bliver altså ikke kigget på, hvor mange timer en medarbejder er ansat.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top