Beboere frygter for deres børn: Hasarderet kørsel på stille villavej
Emilsvej.jpg
Beboerne på Emilsvej er trætte af, at billister ikke respekterer indkørsel forbudt skiltet og derefter kører alt for hurtigt gennem deres lille villavej. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. Mens trafikken har bevæget sig langsomt på Hovedvejen, har mange billister brugt Emilsvej som genvej - selvom det er ulovligt. Her har de kørt så hasarderet, at beboerne frygter for deres børn

Som de fleste billister sikkert har bemærket, har der det seneste halve år været vejarbejde i krydset mellem Ringvejen og Hovedvejen. På Hovedvejen har det i perioder givet massive køer i begge retninger. Det har gjort nogle billister frustrerede.
På Emilsvej er der indkørsel forbudt i den nordlige ende op mod Hovedvejen, netop for at undgå, at folk bruger den som gennemkørselsvej, vejen er dog ikke ensrettet. Nogle af de frustrerede billister har forsøgt at komme udenom trafikken ved at køre ad Emilsvej.
– Der er omkring 50 overtrædelser om dagen og det er værre i weekenden. Det er selvfølgelig fordi det kører langsomt oppe på hovedvejen og så vælger man at dreje af i stedet for, siger Susanne Karll, der bor på Emilsvej.
Det er dog ikke kun den øgede trafik, der er et problem for beboerne. Det er også den måde, som billisterne opfører sig på. For når de først har overtrådt færdselsloven en gang, så fortsætter de.
– Der er nogle, der kommer med næsten 80. Der var en varevogn, der tog den med fuld fart over bumpet og næsten ramte vores bil, fortæller Chris Ccione, en anden beboer på vejen.

Børn skal følges
Beboerne har været vant til en stille villavej. Der er indsnævringer og fartbump, og de eneste, der kommer igennem, er dem selv og deres gæster. Her har været plads til, at de kunne lære deres børn at cykle på vejen, og børnene har stået på rulleskøjter og løbehjul på vejen. Det kan de ikke længere.
– De dage, hvor børnene har været ude, har vi været flere forældre, der har stået og gjort tegn til, at de skulle sænke farten. De kigger på en og så sætter de bare farten op. Det er ikke sådan, at de vinker undskyldende efter de har gjort noget forkert. De er bare irriterede over, at vi står i vejen, siger Anna Jensen og tilføjer:
– Jeg er chokeret over, hvor mange, der er helt ligeglade med færdselsreglerne. Det er hasarderet, den måde de kører på.
For hende har den hasarderede kørsel haft den helt konkrete betydning, at hun er nødt til at hente og bringe sin søn til svømmehallen, der ellers ligger lige ved siden af.
– Jeg har en søn, der går til svømning. Han kan ikke gå hjem fra svømmehallen alene nu, hvor der er trafik i begge retninger og hasarderet kørsel. Så jeg er nødt til at hente og bringe, siger hun.
Det kan også være svært at forklare børnene, at der nu gælder nye regler.
– Vi har en datter på syv. Hun bliver bange og chokeret, når bilerne kommer hurtigt. Børnene er vokset op med, at der kun kommer biler den ene vej, siger Chris Ccione.
– Vi har lært hende, at man ikke må køre ind den vej. Det er svært at forklare en syvårig, hvorfor folk bliver ved med at køre ind den vej, når de ikke må, supplerer hans kone, Camilla Ccione.

1.500 kroner i bøde
Beboerne har også henvendt sig til Københavns Vestegns Politi, der tog imod henvendelsen på samme måde, som når andre ringer ind for at få styr på trafikken i deres område, hvilket sker relativt ofte.
– Vi har været derude, men vi kan jo ikke lave en fast post derude. Vi er opmærksomme på det, når vi kører vores patruljering, hvis vi ser nogen, der kører ind, så skrider vi ind, siger Erik Andersen, faglig leder i færdselsafdelingen ved Københavns Vestegns Politi.
Han kan ikke give det præcise antal overtrædelser på stående fod, men vurderer, at der er givet et par bøde. Bøden for at køre ind et sted, hvor der er indkørsel forbudt er 1.500 kroner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top