Ridning på skoleskemaet giver succesoplevelser i Vallensbæk
20191112_131400647_iOS-1.jpg
På Vallensbæk Skole har de nu på andet år ridning på skoleskemaet.
VALLENSBÆK. I 5. klasse på Vallensbæk Skole er ridning en fast del af idrætsundervisningen. Samværet med heste og turen i sadlen udfordrer klassedynamikken og eleverne på en ny måde, og projektet er blevet en stor succes hos både ridecenter og skole

På Vallensbæk Skole er det ikke kun de klassiske discipliner som fodbold, badminton og rundbold, eleverne skal igennem, når klokken ringer ind til idræt. For andet skoleår i træk er der nemlig også ridning på skoleskemaet.
– I starten var jeg lidt bange for heste, men da jeg så kom herover og så, hvordan hestene var, så var de rigtig søde, siger 11-årige Kardo Hawar Ahmed, der går i 5. klasse på Vallensbæk Skole, mens han med en rolig hånd strigler hesten Dice.
For ham og fem klassekammerater er gummisko og en svedig gymnastiksal blevet skiftet ud med ridehjelme og frisk luft. Mens de andre fra klassen har idræt på skolen, bliver de seks elever nemlig undervist i ridning på Vallensbæk Ridecenter.

Lidt nervøsitet
Undervisningen i ridning forløber over fem-seks gange, hvor eleverne bliver sendt af sted i små hold. På ridecentret er der en vigtig dannelse i, at børnene får forståelse for at omgås dyr, samtidig med de lærer at strigle hesten, give den seletøj på og så selvfølgelig at ride. Og det dér med at skulle op på hesten første gang gav især lidt svedige håndflader hos drengene på holdet.
– Jeg havde lidt sommerfugle i maven, hvis jeg nu ville falde ned, men det gik fint – og jeg fik redet uden snor! siger Kardo stolt.
Men på ridecentret er pædagogikken klar – alle børnene skal prøve at ride.
– Det lyder lidt voldsomt, når vi siger, de skal, men vi hjælper dem selvfølgelig igennem det. At se den sejr, når de så har overvundet deres frygt og været oppe at ride – det er rigtig godt, og det er egentlig målet med de her seancer, siger leder af Vallensbæk Ridecenter, Per Christian Springborg.

Dynamikken ændres
Det er ikke kun på det personlige plan, at undervisningen i ridning udfordrer eleverne. Oplevelserne i stalden har også en effekt hjemme i klasseværelset.
– Vi hører fra skolen, at der bliver ændret på dynamikken i klassen efter turene hernede, siger Per Springborg og tilføjer:
– Vi har oplevet, at drengene var rigtig kække, da de kom herned, og da de så opdagede, at pigerne var ret skrappe til det med hestene, fik de rigtig stor respekt for det. Så det er meget positivt, at man ser de forskellige kompetencer komme i spil.

Et godt samarbejde
Alle børnene på holdet er enige om, at det er en rigtig god idé at sætte ridning på skoleskemaet.
– Jeg synes, det er fedt og meget sjovt, at man har time, men man føler ikke, man har time. Og så bevæger man sig på en helt anderledes måde, end man normalt gør til idræt, siger 11-årige Hanaa Riffi.
Samarbejdet mellem Vallensbæk Skole og Vallensbæk Ridecenter er nu godt inde i et andet skoleår, og tilbagemeldingerne har været så positive fra både skole, forældrebestyrelse og eleverne selv, at planen er at fortsætte med projektet og måske på sigt udvide det til også at gælde Vallensbæks to andre folkeskoler.

Om projektet
Vallensbæk Skole og Vallensbæk Ridecenter er den første folkeskole og ridecenter i landet, der har sat fokus på ridning og idræt og lavet en partnerskabsaftale. Projektet har kørt siden 2018.
Projektet er et led i den udvikling, at skolebørnene får mere motion, bevægelse og idræt i hverdagen på skolen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top