fbpx
Nye startskamler blev indviet ved DM for hold i svømning
Formand-for-Idræts-og-fritidsudvalg-i-Brøndby.jpg
Formand for Idræts- og fritidsudvalg i Brøndby, Michael Buch Barnes, åbnede stævnet og indviede de nye start­skamler i Nørregårdshallen. Foto: Dennis Trangbæk
BRØNDBY. VG17 (Vest Brøndby og Glostrup Svømmeklub) har fået nogle nye startskamler. Disse blev indviet i weekenden, hvor VG17 var vært for DM for hold for 2. division i svømning

I Nørregårdshallen i Brøndby kan man nu finde nye startskamler. Disse er finansieret af Brøndby Kommune, og da VG17 skulle være vært for 2. divisionsmesterskabet for hold i svømning i weekenden, skulle startskamlerne så indvies.
Til mesterskabet deltog startfællesskaberne VAT Copenhagen, Aarhus Swim, H2Odense og VG17 samt svømmeklubberne fra Gladsaxe, Helsingør, Holbæk og Køge til mesterskabet. Klubberne kæmpede om oprykning til landets bedste række. I alt stillede de otte klubber op med cirka 190 svømmere – herunder enkelte svømmere, der tidligere på måneden stillede op for Danmark ved EM i svømning på kortbane.

Gladsaxe rykker op
Efter i alt 42 forskellige løb bestående af individuelle discipliner og holdkapper var det Gladsaxe Svømmeklub, der tog guldmedaljerne i 2. division med i alt 44.977 point. De er dermed sikret oprykning til 1. division næste år. Aarhus Swim tog en anden plads med 44.066 point, og på en tredje plads kom VAT Copenhagen med 43.489 point.

Gennemført ungt hold
Det unge hold fra VG17 (overbygningen for svømmeklubberne Vest Brøndby og Glostrup), som vandt 3. division sidste år, stillede til start i 2. division med et meget ungt hold med kun seks seniorsvømmere i truppen. Med stor gejst, mange flotte individuelle præstationer og gode holdkapper lykkedes det at svømme en flot 7. plads hjem med 40.799 point – kun lige efter Helsingør, der fik 40.884 point og dermed kom på en 6. plads. Med et godt DM for hold går VG17 svømmere og trænere på juleferie, men allerede den 27. december starter træningen frem mod nye mål til Danish Open samt DM på langbane. Her gælder det om at opnå point til næste års hold DM, hvor ranglisterne placerer klubberne i de forskellige divisioner.

Tilbage i top form
Vest Brøndby har oplevet en del udfordringer, da de blandt andet har mistet adgang til 50-meterbassinet i Vestbadet, da den er ombygget til tre bassiner, hvorfor Vest Brøndby også har mistet haltid i forbindelse med renoveringen.
– Efter nogle udfordrende år for Vest Brøndby kan klubben glæde sig over det sportslige resultat. Yderligere er vi glade for, at Brøndby Kommune har været behjælpelige med planlægning og gennemførelse af stævnet, ligesom de inden for det sidste år har støttet klubben med nye banetov, paceure og senest nye startskamler, udtaler Fritz Ganzhorn, formanden for Vest Brøndby.
De nye startskamler blev officielt indviet ved 2. divisionsmesterskabet ved formand for Idræts- og Fritidsudvalget Michael Buch Barnes (A).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top