Ny Netto åbnet med musik
Netto.jpg
Deniz Celebi er butikschef i den nye Netto. Foto: Jesper Ernst Henriksen
BRØNDBY. Onsdag morgen åbnede den nye Netto på hjørnet af Kornmarksvej og Vallensbæk Torvevej

Der var fyldt på parkeringspladsen og lang kø, da Netto åbnede en ny butik på hjørnet af Kornmarksvej og Vallensbæk Torvevej tæt på grænsen til Vallensbæk.
Den nye bygning er på 1.200 kvadratmeter, hvoraf de 938 kvadratmeter er salgsareal. Butikken er bygget efter Nettos nye koncept, hvor de gule farver træder lidt i baggrunden.
– Vi har fokus på friskhed og nemme retter. Vi har mange gode færdigretter, som bare skal varmes. Kunderne vil opleve en Netto med brede gange og et bredt sortiment, siger Deniz Celebi, der er butikschef.
Den nye Netto er også blandt de første med scan selv.
– Kunderne skal downloade en app og så skal de bruge en speciel pose, som de tager, når de går ind i butikken. Så scanner de selv varerne og betaler ved en betal-selv kasse, så de skal ikke stå i kø og kan komme hurtigere ud, siger Deniz Celebi.
Det betyder dog ikke, at han har sparet på medarbejderne.
– Vi har tidligere bundet medarbejdere til at sidde i kassen. De kan nu få andre opgaver i butikken, for eksempel med at hjælpe kunderne, siger han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top