Ingen børn bliver overset i julen
Julehjælpen.dk_.jpg
Julehjælpen.dk afholder juletræsfest i Glostrup den 21. december for trængte familier.
GLOSTRUP. Den 21. december er turen kommet til Glostrup, hvor Julehjælpen.dk byder lokale familier op til dans om juletræet, hyggelig julestemning, god julemad og masser af julegaver

Selvom de fleste børn ser frem til den 24. december, så er der en gruppe børn og unge, der ikke gør. Disse børn og unge kommer fra et hjem, hvor økonomien er presset til det yderste.
De er tynget af frygten for at komme i skole og sige til deres klassekammerater, der glædestrålende fortæller om, hvad de fik i julegave, at de intet fik.
Forældrene til disse børn og unge må se deres børn kigge langt efter, hvad deres venners forældre formår at give deres børn. Forældrene til disse børn skal prioritere imellem julegaver, tøj, mad og andre fornødenheder, som en familie har brug for.
Det er ikke noget let valg. Især ikke når man kan se skuffelsen i ens børns øjne, når man fortæller dem, at der ikke bliver julemiddag og julegaver i år.
Dette er de realiteter som disse børn, og deres forældre ser i øjnene – nogle af dem år efter år.
Heldigvis er der en stor gruppe af frivillige der gerne vil hjælpe forældrene med at give børnene en jul med alt, hvad det bærer.
Den gruppe mennesker gemmer sig bag navnet Julehjælpen.dk, og igen i år er de i gang med at arrangere juletræsfester for at sikre, at lige præcis disse børn også skal opleve det magiske ved julen.
De frivillige stabler disse juletræsfester på benene i samarbejde med lokalsamfundet, hvor blandt andet de lokale erhvervsdrivende kan støtte enten økonomisk, eller ved for eksempel det lokale supermarked sponsorer drikkevarer og den lokale slagter maden. Jo flere lokale erhvervsdrivende Julehjælpen.dk kan samarbejde med, jo flere familier kan deltage i juletræsfesterne.
Til juletræsfesten er der tid til at danse om juletræ, synge julesange, spise god mad og måske vigtigst af alt julegodter og julegaver.

Mere end juletræsfester
Julehjælpen.dk arrangerer ikke blot juletræsfester. De står også bag en hjemmeside, hvor man har muligheden for at søge julehjælp enten i form af gavekort eller genbrugsting som tøj og legetøj.
Blot fordi et stykke legetøj ikke er interessant hjemme hos en familie, kan andre børn sagtens få glæde af det, har Julehjælpen.dk erfaret.
Julehjælpen.dk er i dag en forening af godt 100 frivillige. Sidste år hjalp Julehjælpen.dk over 7.000 familier og dermed mere end 12.000 børn.
Med det stigende antal ansøgninger år for år kan Julehjælpen.dk ikke sikre hjælp til alle ansøgere.
– Det er desværre ikke altid muligt at hjælpe alle, da vi er meget afhænge af den lokale hjælp, så for at kunne hjælpe så mange familier som muligt har vi brug for ekstern hjælp enten i form af donationer eller frivillige hænder, siger Henrik Hahn-Nissen Julehjælpen.dk’s formand.
Henrik Hahn-Nissen opfordrer til, at man lige kigger gemmerne igennem for at se, om der ikke var noget, der kunne gøre mere gavn hos en anden familie eller, at man donerer et beløb via mobilepay for som han siger:
– Alle børn fortjener en GOD jul.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top