Flere uddannede pædagoger
BRØNDBY. I Brøndby skal andelen af uddannede pædagoger i daginstitutionerne være endnu højere. Målet er 80 procent uddannede pædagoger i løbet af de kommende år

Minimumsnormeringer i landets mange daginstitutioner var et af hovedtemaerne ved folketingsvalget i sommer.
I Brøndby har minimumsnormeringer været virkelighed i flere år, og det er ikke kun sket ved blot at sikre flere voksne til de mange børn. Det handler også om, hvilken uddannelse de voksne har.
Allerede i dag ligger Brøndby højt med 62 procent uddannede pædagoger i kommunens 24 dagtilbud.
Det tal skal i løbet af de næste år øges med 30 procent, så 80 procent af personalet har en uddannelse. Tiltaget vil styrke kvaliteten i daginstitutionerne, mener kommunalbestyrelsen.
– Vejen til høj kvalitet går via uddannede pædagoger. De har nogle unikke faglige kompetencer, der sikrer børnenes trivsel og deres udvikling, siger Brøndby-borgmester Kent Max Magelund (S) om beslutningen fra en enig kommunalbestyrelse om at bruge penge på at nå målet på 80 procent uddannede pædagoger i daginstituionerne.
Netop nu er 28 af kommunens pædagogmedhjælpere i gang med at tage pædagoguddannelsen. Når de er færdiguddannede i 2022, forventer kommunen, at 80 procent af personalet i Brøndbys daginstitutioner har en uddannelse som pædagog.
Det vil gøre en positiv forskel for børnene, lyder det fra institutionerne.
– Selvom vi kan have travle dage, så er der tid til at få sagt ordentligt farvel til mor og far og til den vigtige voksen-barn-relation i løbet af dagen, fortæller Maria Kensø, der er leder af børnehuset Uglebo i Brøndby Strand, som i flere år har haft en andel på 80 procent uddannede pædagoger blandt personalet.
Den har givet personalet luft og mulighed for at fokusere på det daglige møde med barnet.
– Her kan vi som pædagoger virkelig understøtte barnets trivsel og udvikling, siger Maria Kensø.

1 kommentar om “Flere uddannede pædagoger”

  1. Steen Andersen siger:

    Nej Minimumsnormeringer i Brøndby har ikke været virkelighed på noget tidspunkt. Men der har været normeringer som ikke ligger i bund på landsplan. Der har i al den tid jeg har været medlem af kommunalbestyrelsen, været diskussion mellem Bupl og Børneforvaltningen, om den måde statistikken bliver opgjort på. Samme diskussion som verserer hos støttepartierne for regeringen. Således påviste en undersøgelse blandt pædagogerne, for to år siden i Brøndby, at 75 % oplever alenearbejde med jævne mellemrum. Det er ganske rigtigt at Brøndby forøger andelen af uddannede pædagoger, men regnestykket indeholder en omdannelse af pædagogmedhjælperstillinger til uddannede pædagogstillinger, hvilket er en rigtig god ide. Men denne ligning indeholder samtidigt et farvel til 10 medhjælperstillinger, som finansierer lønstigningen fra medhjælper til uddannet. Således er antallet af samlede hænder gået ned, men andelen af uddannede pædagoger stiger. Det er en rigtig god ide at sikre en stigning i antallet af uddannede pædagoger, og en stigning er da ret nemt at sikre, når Brøndby har ligget på en uddannet procentdel på 50 %. Men der er forskel på de enkelte institutioner, og fortællinger fra forældrenes hverdag viser da også, er der er et pænt stykke vej til at sikre tilstrækkeligt med voksne. Men forældre og personale har generelt et godt forhold til hinanden, med stor forståelse for hinandens vilkår, og derfor er der også en hverdag som fungerer på overfladen, men er der en hverdag hvor det enkelte barn oplever mere end 15 mins kvalitetskontakt med voksne ? er der dækning i hele åbningstiden ? ….. nej det er der ikke. Men andelen af uddannede pædagoger stiger, og det er en rigtig god ide.Og hvis det samtidigt betyder en samlet stigning i antallet af hænder omkring børnene, så kan vi begynde at tale om noget der nærmer sig. Mvh Steen Andersen, medl af kommunalbestyrelsen for Enhedslisten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top