Politiet undersøger skud
Politiefterforskning-på-Vallensbæk-Stationstorv-061119-005.jpg
Der var skudhul i en butiksrude onsdag morgen.
VALLENSBÆK. Politiet ved endnu ikke, hvorfor der onsdag morgen var et skudhul i en butiksrude på Vallensbæk Stationstorv. Derfor efter­lyses vidner, der har hørt eller set noget natten til onsdag

Onsdag formiddag modtog Københavns Vestegns Politi om, at der var et skudhul i en butiksrude i en butik på Vallensbæk Stationstorv. De var derfor hele onsdagen massivt tilstede i området, og dele af området var afspærret. De første undersøgelser viste, at der var tale om tre skudhuller, og videre undersøgelser i løbet af dagen viste, at der blev afgivet tre skud på stedet lidt før klokken et natten til onsdag, hvor butikken naturligvis var lukket. Politiet har ikke oplysninger om, at nogen er kommet til skade.

– Vi er fortsat i den indledende del af efterforskningen, men vi hører gerne fra vidner, som måtte have set noget mistænkeligt ved Vallensbæk Stationstorv lidt før klokken et natten til onsdag, siger politikommissær Ole Nielsen, Københavns Vestegns Politi. Han tilføjer, at der er set to personer køre rundt i området på en knallert samtidig med skyderiet. Dem vil politiet meget gerne tale med eller modtage yderligere oplysninger om.

– Det er for tidligt at spekulere i årsager og motiver – det skal vores videre efterforskning klarlægge, siger Ole Nielsen.
Politikommissæren ønsker ikke at frigive yderligere detaljer fra efterforskningen på nuværende tidspunkt.

Har man oplysninger i sagen, kan Københavns Vestegns Politi kontaktes på 43 86 14 48 eller 114.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top