De 12 ikoniske højhuse i Brøndby Strand, bliver snart til syv.
På grund af forurening med det sundhedsskadelige stof PCB må de fem østligste højhuse lade livet, fordi det har vist sig at være for dyrt at renovere sig ud af problemet.
I sidste uge godkendte kommunalbestyrelsen den såkaldte VVM-tilladelse, der definerer rammerne for boligselskabernes arbejde med nedrivningen.
– Det var ikke nogen nem beslutning for boligselskaberne, da de i sin tid indså nødvendigheden af at rive de fem højhuse ned i Brøndby Strand Parkerne. Nedrivningen er et stort og meget kompliceret projekt, og derfor skal både boligselskaber og vi som myndighed være grundige i vores forarbejde og sørge for, at der bliver taget mest muligt hensyn til mil- jøet og naboerne, lød det fra borgmester Kent Max Magelund (S) på mødet i kommunalbestyrelsen.
Brøndby Kommune har vurderet, at nedrivningen af de fem højhuse kan påvirke miljøet væsentligt, og derfor er projektet omfattet at et krav om, at der skal foreligge en miljøvurdering.
Det betyder, at Brøndby Kommune skal give en VVM-tilladelse til projektet. Det er netop den tilladelse, der er godkendt i kommunalbestyrelsen i sidste uge.
– Selvom vi tager hensyn, kan vi ikke undgå, at ned- rivningen vil have konsekvenser for borgerne i hele området, lød det fra borgmesteren om nedrivningen, der forventes at gå i gang i 2021.
Her vil højhusene blive pakket ind i stilladser og afdækningsplast, hvorefter de vil blive pillet fra hinanden etage for etage.