Når genbrug gør en forskel
Steen.jpg
Steen Rosenquist er en af dem, der sørger for at videreformidle ting fra direkte genbrug. Foto: Peter Madsen
GLOSTRUP. På Glostrup Genbrugsstation er det muligt at aflevere sine gamle møbler og aflagte legetøj. Det har støbt fundamentet for et samarbejde mellem Glostrup Forsyning og flere frivillige organisationer, som skaber stor værdi – for økonomien, for miljøet og ikke mindst for mennesker

– Når hjemløse får en bolig, har de ingenting i forvejen, og de får kun 1.750 kroner til at etablere sig. Det kommer man ikke så langt med. Derfor er det så vigtigt at samle genbrugsting, så den hjemløse hurtigt kan skabe sig et hjem, der er til at være i, siger Steen Rosenquist, der er formand for den lille, frivillige organisation Månestrålerne.
De arbejder for at gøre livet bedre for hjemløse. Steen Rosenquist og hans organisation er derfor blevet en del af et samarbejde med Glostrup Forsyning og genbrugsstationen, som indsamler genbrugsting til gode formål.
Den nye genbrugsstation i Glostrup åbnede den 1. januar 2019 og bød på nye sorteringsmuligheder, blandt andet direkte genbrug. Og siden da er Månestrålerne og fire andre organisationer, Sydhavnscompagniet, Kirkens Korshær, Dalvangens Venner og Kirkens Genbrug kommet hver mandag for at hente de ting, der er blevet afleveret til direkte genbrug.

Genbrug er vejen frem
Vi bliver bedre og bedre til at sortere vores affald. Plastikbakkerne, papkasserne fra nethandel og den gamle iPod bliver bearbejdet og brugt i nye plastik-, pap- og elektronikprodukter, så man undgår en olietung nyproduktion. Det kaldes genanvendelse, og det sparer hvert år samfundet for en stor klimabelastning.
Men hvis vi vil skåne klimaet og miljøet endnu mere, skal vi få produkterne til at få et længere liv. Det betyder ikke, at man ikke må skifte sit kedelige sofabord ud, men at man skal aflevere det til genbrug eller sælge det på Den Blå Avis, så en anden kan få gavn af bordet.
Ude på Glostrup Genbrugsstation står Martin Jensen klar til at modtage det brugte sofabord og alle de andre produkter, der kan bruges igen. Han arbejder på genbrugsstationen og hjælper Glostrup-borgerne med at vurdere, hvad der kan bruges igen og hvad der skal sorteres ud i de andre containere.
Martin Jensen er rigtig glad for samarbejdet mellem genbrugsstationen og de frivillige foreninger.
– Jeg synes, samarbejdet fungerer rigtig godt. De kommer og henter tingene og rydder op efter sig. Hvis de ikke kan bruge det, der er afleveret til genbrug, sørger de for at sortere resten ud i containerne på genbrugsstationen, siger Martin Jensen, der håber på, at folk i endnu højere grad vil komme og aflevere deres brugte ting til genbrug.

Høj af at hjælpe andre
Steen Rosenquist kommer kørende i sin elscooter, en anelse træt. Han har været på hospitalet hele morgenen og tager beskeden om, at han skal flytte på hospice med sig hjem. 25 år som stofmisbruger og 12 år som hjemløs sætter sine spor. Arbejdet i Månestrålerne er hans eftermæle og en sag, han vil kæmpe for – til han dør.
– På trods af mit dårlige helbred, har jeg mod på at fortsætte mit frivillige arbejde for hjemløse og socialt udsatte borgere. Jeg kan blive helt ’høj’ af at kunne se og mærke, hvad det betyder for borgeren at få den hjælp, vi kan give med at skaffe den her kommode, der har manglet så længe – eller de lamper og billedrammer, som giver boligen liv, siger han.
Steen Rosenquists organisation er en lille en af slagsen, så han kommer bare selv og tager de ting, han lige ser, at han kan bruge. Og hvis han ikke selv har plads i den store taske bag på elscooteren, er de andre organisationer søde til at hjælpe.
– Jeg har en aftale med Sydhavnscompagniet om, at de lige sætter mine varer af hjemme hos mig, hvis jeg ikke selv kan have det. Det er dejligt, at vi kan hjælpe hinanden med sådan nogle ting.

Samarbejde om sagen
Pallerne med brugte ting til genbrug står side om side i den store lade på genbrugsstationen. Julie Vesterby Jakobsen har sat sig på hug for at kigge nærmere på et komplet testel i keramik. Hun lægger det i bunken med ting, hun godt kan sælge videre.
– Jeg sorterer måske en smule groft i dag, men det er vigtigt for os, at varerne ikke bare kommer til at fylde ude i vores butik. Vi skal kunne sælge det – til den rigtige pris, selvfølgelig, siger Julie Vesterby Jakobsen.
Hun kommer fra Sydhavnscompagniet og hjælper i den frivilligt drevne genbrugscafé i Sydhavnen. Kunderne i butikken er meget forskellige og leder efter mange slags genbrugsvarer – men varerne fra Glostrup Genbrugsstation er heldigvis også meget varierede.
– Det sjoveste, jeg har fundet, var en dametaske, som simpelthen var fyldt med ting – den var lige klar til at tage med i byen. Det synes jeg var ret sjovt. Vi har også fundet en gammel og slidt tripp-trapp-stol, som vi sleb helt ned og gav ny olie, og den blev så fin. Den solgte vi hurtigt, siger hun.

Vi kan blive bedre
Også Kirkens Genbrug, som er en del af samarbejdet, roser ordningen.
– Samarbejdet er fantastisk godt, og personalet på genbrugsstationen gør et kæmpe arbejde med at sortere i varerne for os, inden vi kommer. Vi kan også mærke, at der kommer flere varer, og den udvikling håber vi fortsætter, siger Asger Welander fra Kirkens Genbrug.
Overskuddet fra Kirkens Genbrug går til ældre og børn, der har det svært og til Rigshospitalets børneafdeling. Pengene gør en stor forskel og Asger Welander har derfor en lille opfordring til Glostrups borgere, som de andre frivillige organisationer deler:
– Brug ordningen. Kom ned med dine gamle ting – men kun dem, der stadig har en værdi, så vi kan få det genbrugt. Så udnytter vi bedre klodens ressourcer og det giver penge i kassen til samfundets svageste.

FAKTA
Ting, du kan aflevere til direkte genbrug, hvis de er i god stand

Legetøj
Møbler
Cykler
Service
Lamper
Køkkenredskaber
Haveredskaber
Mindre havemaskiner
DVD’er, CD’er og LP’er
Billeder, malerier og brugskunst
Kunst og design
Vaser og keramik
Julepynt
Havemøbler af træ
Fletkurve
Spejle

Ting, du ikke må aflevere til direkte genbrug
Farligt affald
Fyrværkeri
Sko, tøj og tekstiler
Bøger
Afsyrede egereoler
Defekte møbler
Dyner og sengetøj
Madrasser
Motionsudstyr
Reolsystemer
Store havemaskiner
Store kakkelborde eller marmorborde

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top