Kejserens nye genbrugsplast
debat.jpg
DEBAT. Af Niels Christian Schmidt, Birke Allé 12, Glostrup

Set i lyset af afsløringer af Vestforbrændings andel af genbrug af plastaffald og dansk plastaffald fundet i Malaysia, har jeg overvejet den aktuelle ordnings udfordringer og mangler. Utvivlsomt er kildesorteringen af plast en kæmpe udfordring på grund af de mange forskellige plastemballager i husholdningerne. Plasttyper der kun svært kan identificeres, der består af flere slags plast eller ikke kan tømmes helt.
Det har undret mig at se en plastæggebakke på vejen. Det er ikke oplagt at tømme den på farten og jeg har tænkt, at det må være resultatet af en tømning af container, en efterårskuling og en renovationsarbejders manglende lyst til at eftersætte den flyvske æggebakke. Gentagne gange er jeg kørt bag en lastbil på motorvejen, hvor der på trods af et stormasket trådnet over containeren, fløj plaststykker fra den. Det er bedrøveligt at se affald, der er blevet specielt udvalgt, lagt i plastcontainer og afhentet, alligevel havne i naturen.
Det var en våd fiberklud i ansigtet at se afsløringen af, at bare omkring 30 procent af den indsamlede plast ender som genbrug. At ikke engang de resterende 70 procent så afskaffes på forsvarlig vis, men eksporteres til 3. verdens lande, er himmelråbende. Det burde være en selvfølge: plast, der ikke kan genbruges, skal sammen med dagrenovation afbrændes på miljømæssig forsvarlig vis i danske anlæg. Et korrekt indsamlet stykke plastik skal ikke alligevel havne i naturen. Endeligt bør man hurtigt få opbygget anlæg til plastaffald, så affaldet ikke transporteres unødigt rundt.
Der burde for længst være taget hånd om disse problemer og det bør ske hurtigt, så borgerne ikke mister troen på fordelen ved at kildesortere og på at deres affald ender til gavn.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top