Fokus på socialpolitikken
debat.jpg
DEBAT. Lisa Ward (S), Formand for Social-, Sundheds- og Seniorudvalget

Flere har spurgt ind til budgettet, og om der er fokus på socialpolitikken?
Til det kan jeg svare klart ja – der er fokus. Vi tager i 2020 fortsat højde for det stigende behov for hjælp og støtte på både børne- og voksenområderne. Det er faktisk – økonomisk set – en af årsagerne til, at det samlede kommunale budget er presset.
I 2020 skal der også arbejdes med at anvende fleksible lokale løsninger i højere grad end i dag. Når det lykkes, er der en række fordele for de berørte borgere med behov for hjælp, og der er også en økonomisk fordel for kommunekassen. Det er ikke nødvendigvis nemt, men vores ambition går i den retning.
Vi arbejder også med andre tiltag sammen med fokus på budgettet. Jeg kan nævne flytningen af den beskyttede beskæftigelse fra Mosetoften til Parkvænget, som muliggør at flere kan deltage, og at aktiviteterne kan udvides. Jeg tror, at det giver god mening for alle parter.
Vi har samtidig tæt dialog med de almene boligselskaber i kommunen om udvikling på dette område, for eksempel med anvisning og udlejning til forskellige borgergrupper. Er det så nok?
Nej, jeg vil gerne videre og sætte større fokus på det socialpolitiske område. Gerne med inspiration fra borgerne, fra organisationer, der arbejder med de svage borgere, fra andre kommuner og fra landspolitiske tiltag. For mig er det vigtigt, at netop dette arbejde foregår i lokalt regi – det er jo os som politikere og som kommune, der skal løfte dette arbejde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top