Får svende ved at have lærlinge
Fredrik-Skovgaard.jpg
I foråret blev Fredrik Skovgaard elektriker efter en veloverstået svendeprøve. Desuden kunne han se frem til at fortsætte hos elinstallationsvirksomheden Frandsen El i Glostrup. Nu som færdiguddannet elektriker. Foto: Frandsen El
GLOSTRUP. En særlig mentorordning for alle lærlinge og et godt arbejdsmiljø sikrer elinstallationsvirksomheden Frandsen El den fornødne arbejdskraft

Glæden var stor, da Fredrik Skovgaard i foråret kunne kalde sig færdiguddannet elektriker. Ikke nok med at have færdiggjort sin uddannelse, så kunne han også se frem til et nyt job som uddannet elektriker hos elinstallationsvirksomheden Frandsen El i Glostrup.
– Helt nyt var jobbet jo ikke, for jeg har været i lære hos Frandsen El. Jeg har altid været glad for at være i virksomheden. Her er gode kollegaer og et godt arbejdsmiljø, så derfor vil jeg gerne fortsætte, lyder det fra den nyuddannede og nu fastansatte elektriker.

Uddanner selv
Sidste år viste en undersøgelse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, at der alene sidste forår blev slået 681 elektrikerstillinger op uden at blive besat.
Undersøgelsen viste også, at uddannede elektrikere er i top tre på listen over de fag, hvor danske virksomheder har sværest ved at rekruttere medarbejdere.
Frandsen Els løsning på problemet er at tage rigeligt med lærlinge, og gøre hvad de kan, for at de unge bliver i virksomheden efter endt uddannelse.
Ifølge Henrik Ramlov Hansen, der er partner og regnskabschef i Frandsen El, er 60 ud af virksomhedens 210 medarbejdere enten lærlinge eller praktikanter.
– Vi har altid haft mange lærlinge og praktikanter, for vi vil gerne være med til at uddanne den næste generation af håndværkere. Det, synes vi, er vores pligt som en stor veldreven forretning. Samtidig med at vi viser samfundssind, løser vi også et rekrutteringsproblem. Stort set alle vores lærlinge vælger nemlig at blive i virksomheden, efter at de har fået deres svendebrev, lyder det fra Henrik Ramlov Hansen.
Han fortæller, at Frandsen El sidste år uddannede 13 elektrikere, og at alle 13 valgte at blive i virksomheden.
– Mit indtryk er, at det samme gør sig gældende i år, tilføjer han.

Plads til alle
Ud over at tage mange lærlinge, tager Frandsen El sig også af mennesker, der ellers kan have svært ved at passe ind på arbejdsmarkedet.
– Vi er en blandet medarbejderskare med medarbejdere i alle farver og aldre. Vi har flere gange haft flygtninge i praktik, og for få måneder siden ansatte vi en lærling, der er døvstum. Det kan godt give os nogle udfordringer i det daglige, men samlet set gør det os til en bedre arbejdsplads, lyder det fra Henrik Ramlov Hansen.
Som eksempel, fortæller han, foregår kommunikationen med den døvstumme lærling blandt andet via sms, og det kræver, at alle gør sig ekstra umage, når de giver opgaveinstrukser – noget som ”alle kan lære af”.
Frandsen El vil i dette efterår udvide deres mentorordning med et helt nyt lærlingeprogram.
– Vi vil gerne udvikle vores egen talentmasse, og vi vil gerne klæde de unge mennesker så godt på til fremtidens arbejdsmarked som muligt. Derfor kommer vi i fremtiden til at udbyde kurser til vores lærlinge. Kurserne har primært fokus på personlig udvikling. Hvordan undgår man for eksempel at blive stresset, når opgaverne vælter ind? Og hvordan bevarer man arbejdsglæden år efter år? Det er områder, som vi tror, at fremtidens håndværkere vil have godt af, når de nu skal være så længe på arbejdsmarkedet, fortæller regnskabschefen.

I 2016 og 2017 modtog Frandsen El Glostrup Kommunes CSR-diplom, der gives til virksomheder, der udviser en særlig indsats for social ansvarlighed.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top