Historieundervisning behøver ikke altid foregå i et indelukket klasselokale.
Det kan eleverne fra fjerde og femte klasse på Brøndby Strand Skole nu skrive under på.
Igen i år arrangerede frivillige og forskellige skoletjenester Historiens dag, hvor eleverne fik formidlet lokalhistorien gennem lege og aktiviteter.
Fra morgenstunden var der sat telte op og tændt bål for at gøre klar til eleverne, der via en lang tidslinje kunne opleve den historiske fortælling om Brøndby – lige fra stenalderen og frem til i dag.
De forskellige skoletjenester havde opstillet en række værksteder, hvor eleverne kunne lege arkæologer, lære om de nordiske guder i vikingetiden og krigene mellem Danmark og Sverige.
Det er festivalens formål at give eleverne et øget kendskab til egen lokalhistorie. Meningen er, at eleverne skal lære historien på en måde, som ikke er mulig i klasselokalet ved for eksempel selv at afprøve de gamle håndværk.