fbpx
Det grønne strøg kan blive længere
skitseprojekt_-_delomraade_1-1.jpg
VALLENSBÆK. Det er ambitionen at forlænge Det grønne strøg på den anden side af Vallensbæk Havnevej. Lige nu, bliver der kigget på, hvordan projektet kan realiseres

I dag slutter Det grønne strøg ved Vallensbæk Strandvej, hvorefter resten af turen til stranden eller havnen er lidt kedelig. Men sådan bliver det ikke nødvendigvis ved med at være.
I budgetaftalen for 2018 er der afsat tre puljer på cirka 19 millioner kroner til at turen helt ud til Vallensbæks sydligste spids bliver lige så interessant som Det grønne strøg.
Lige nu er medarbejdere i Vallensbæk Kommune ved at finde ud af, hvordan de enkelte projekter kan realiseres. De forslag, som kommunalbestyrelsen behandlede, er altså ikke endelige.

Grønt på strandengen
På den sydlige side af Vallensbæk Strandvej ligger, langs med Vallensbæk Havnevej, et bredt grønt område, der bliver kaldt Strandengen. Her er ønsket, at Det grønne strøg skal forlænges med mange af de samme tanker.
– Det grønne strøg skal videreføres ned til havnen, så der bliver en sammenhæng fra byområdet omkring stationen, til den lidt mere vilde natur nede omkring strandparken, sagde Jan Høgskilde (K), da planen blev behandlet af kommunalbestyrelsen.
På det nye stykke er der for eksempel en sansesti, hvor man med bare fødder kan gå gennem og få aktiveret flere sanser på en gang.
– Der er nogle meget lave områder, hvor der vil der blive bygget en træbro, så man kan passere i nogenlunde tørskoet tilstand. Der vil også være nogle pæle, som man kan gå rundt på, sagde Jan Høgskilde.
Det er håbet, at de mindre vådområder vil tiltrække mindre dyreliv, som man kan kigge på fra stien.

Grussti
I den skitse, som kommunalbestyrelsen behandlede, var der også forslag om at opgradere parkeringsområderne og tanghusene, der er de huse, der ligger lige til venstre for stien langs stranden. Disse ting var der dog ikke råd til med budgettet på to millioner kroner, som der var sat af i første omgang.
Blandt andet ønskede Kenneth Kristensen Berth (DF), at der blev mere åbent og lyst ved parkeringspladsen.
– Vi har en parkeringsplads, som bliver brugt til lyssky aktiviteter. Der bliver flyttet nogle ting mellem nogle bagagerum, jeg ved ikke helt hvad. Det ville være fint, hvis man kunne skabe noget mere liv og aktivitet i det område, sagde han.
På det område, der bliver udviklet, bliver stien i området en grussti.
– I første omgang vil man belægge det med grus og låne penge af Ørsted til at sætte pullertbelysning op. Hvis man vil lave en sti ligesom den vi kender fra Det grønne strøg, så vil det koste en million kroner, det er der ikke mulighed for indenfor projektet, sagde Jan Høgskilde.
Aftalen med Ørsted betyder at Vallensbæk Kommune binder sig til at betale 35.000 kroner om året for lysene på stien i 20 år.
Hvis der på et tidspunkt bliver sat penge af til at gøre noget ved parkeringspladsen og tanghusene, vil det være muligt at få lagt granit på stien.

Mulige fortidsminder
Da kommunalbestyrelsen behandlede punktet i februar var planen, at stien skulle være færdig omkring nytår, dog med det forbehold, at tidsplanen kunne blive forsinket, hvis der er fortidsminder i området.
Vallensbæk Kommune har efterfølgende fundet ud af, at der er stor sandsynlighed for fortidsminder på området.
Derfor skal der i første omgang laves en forundersøgelse, der skal kortligge, om der er grund til en egentlig udgravning.
Af hensyn til dyre- og fuglelivet i området, kan man dog ikke gå i gang med at grave før senere på efteråret, projektet bliver derfor ikke færdigt til nytår.
Er der ikke grund til en egentlig udgravning, bliver projektet gennemført som planlagt. Er der fortidsminder i underungrunden, skal kommunalbestyrelsen tage stilling til sagen igen, da det er ret dyrt at få udgravet sådan nogle.

Havnen og badeanstalt
Går man forbi parkeringspladsen og ud på havnen, kommer der også snart til at ske noget nyt. I samme budget som pengene til forlængelse af Det grønne strøg, blev der nemlig afsat 5.623.000 kroner til at udvide havnens landarealer.
Hvis man i stedet for at dreje af mod havnen fortsætter ligeud, kommer man ned mod stranden og molen, der udgør den sydligste spids af Vallensbæk Kommune. I dag er det en utilgængelig stenmole, men her kan der blive bygget en badeanstalt, som der er sat 8.350.000 kroner af til.
Kommunalbestyrelsen godkendte nogle skitser til, hvordan havneudvidelsen og en badeanstalt kan se ud. Lige nu forhandler kommunen med entreprenører om, hvordan det kan udføres. Når disse forhandlinger er afsluttet, vil kommunen fremlægge de endelige planer for, hvordan det hele kommer til at se ud.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top