Besøgsheste gjorde lykke hos de ældre
Besøgsheste-Vallensbæk-6.jpg
Besøgshestene var forbi Højstruphave
VALLENSBÆK. Besøgshestene Lex og Rosa har været på besøg på plejecentret Højstruphave, hvor beboerne tog imod med stor glæde

De to miniatureheste Lex og Rosa bliver stille og roligt ført rundt i stueetagen i Højstruphave af deres mennesker. For Lex’ vedkommende er det første gang, han er ude som besøgshest, og det går rigtig fint.
– Besøgshestene var her for et halvt år siden, og det var så stor en succes, at vi gerne ville gentage det, fortæller Ellen Aarestrup, der er aktivitetsmedarbejder i plejecentret Højstruphave i Vallensbæk.
– Beboerne synes, at det er fantastisk at røre ved en hest. Og de her miniatureheste er ikke så overvældende som en almindelig hest ville være. Beboerne er meget betaget af hestene – nogle af dem har redet som unge, så det kan vække nogle minder hos dem, siger Ellen.
Denne type heste er oprindeligt udviklet til at trække vogne i miner, men de er altså også egnede til at skabe glæde hos plejehjemsbeboere. Ellen Aarestrup håber, at Lex og Rosa kan komme igen. Måske op til jul med bjælder på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top